Norske Arne Svingen fik velfortjent tildelt Kulturdepartementets litteraturpris 2012 for En sang om en brækket næse, en feelgood-roman, som også af mange anmeldere herhjemme blev betegnet som forfatterens gennembrud.
Der er mange lighedspunkter mellem romanen fra i fjor og Fluesommer. Men den nye roman har en mørkere grundtone, den er mere problemorienteret og udstiller dilemmaet som mange børn, der er udsat for vold i hjemmet, konstant befinder sig i, hvor de skal håndtere uforenelige størrelser som:
Hvordan lade som ingenting og undgå at afsløre, at noget er som det ikke skal være derhjemme? Hvordan undgå at deltage i idræt, så man kan slippe for det efterfølgende bad? Hvordan undskylde over for sig selv, at ens far ikke kan beherske sig, men indimellem begår voldelige overgreb? Hvordan bevare sin loyalitet over for sin far?
For Kasper elsker og beundrer sin far han er ikke til sinds at afsløre noget til skolepsykologen:
Kasper, du ved godt, at du kan tale med mig om alting, ikke?
Jeg ser på damen. Hun smiler til mig, men det er et fotosmil, sådan et man tager på for ikke at se sur og kedelig ud.
Jeg peger og siger: Jeg er bare nødt til
Kasper tager tilløb og springer.
Han flyver. Han svæver.