Fluesommer

Norske Arne Svingen er endnu engang på banen med en ungdomsroman om omsorgssvigt. Trods sit barske emne er det en varm og medrivende bog.

Vi følger enebarnet Kasper, der bor sammen med sin stærkt uligevægtige far og en mor helt uden handlekraft eller indsigt i tingenes tilstand.
Faren lider af ”ondt i hovedet”, og når det sker tyr han ofte til yderst håndfaste metoder. Kasper påtager sig gerne skylden for farens voldsomme vredesudbrud, sådan som man ofte ser, at ofre gør. I skolen er Kasper også ret isoleret og ensom. Det bliver der imidlertid vendt op og ned på, da den jævnaldrende Carl Bent midlertidigt flytter ind pga. sin mors kræftsygdom. Selvom Kasper gør alt for at skjule farens misbrug, opdager Carl Bent alligevel hvilken tyran familieoverhovedet er. Moren lukker øjnene og bortforklarer det hele. Hun gemmer sig bag en lalleglade facade af new age og positiv tænkning. Da faren går for vidt rejser Carl. Men så får Kasper uventet hjælp til at sige fra.

”Fluesommer” er på engang en rå og rørende roman om at leve i et voldeligt hjem, hvor man dækker over mishandlingen. Den negative symbiose familiemedlemmerne indgår i, står hurtigt klart.
Kasper fremstår al for moden, men er dog en usikker og ødelagt sjæl der gang på gang ydmyges og plages af faren. Kun veninden Silje og Carl Bent bidrager positivt i hans liv, selvom han tilskynder sig selv til at værdsætte farens bedste sider.

Titlen henviser til Kaspers store fascination for stangspring og stangspringslegenden Sergej Bubka. Kasper ser sig selv som en flue. Det imidlertid yderst tvivlsomt, at bogens målgruppe selv vil kunne øjne de metaforer, der her gemmer sig.

”Fluesommer” er indimellem en dybsindig bog, men det giver god mening emnet – vold mod børn – taget i betragtning. Kaspers sårbarhed og loyalitetskonflikt skildres mesterligt.
Jeg håber, bogen må bringe lindring og håb for de mange børn i lignende situationer – og skabe en større forståelse blandt deres omgivelser. Arne Svingen gør en stor indsats med bogen her.

Køb Fluesommer online

Skriv et svar