En god dreng

Med den lille roman ”En god dreng”, viser Glenn Ringtved sit store format. Men den socialrealistiske og rå fortælling om Jonas, der er anbragt på et værested for belastede unge er en barsk oplevelse! Alene sproget er voldsomt, hårdt og brutalt. På mange måder konfronterer Glenn Ringtved den unge læser med store tabuer, som end ikke de voksne i samfundet ønsker eller kan forholde sig til. Dermed bliver bogen en stor mundfuld. Den efterlader læseren berørt, reflekterende og en hel del klogere. Absolut prisværdigt!

Da Jonas´s plejeforældre går fra hinanden, trækker han det korteste strå og må flytte på Hellestedet, et såkaldt hjem for belastede unge. Egentlig har Jonas trives så nogenlunde hos sine tidligere plejeforældre, men det står hurtigt klart for læseren, at han har svært ved at udtrykke sig hensigtsmæssigt.

Voldsomme, gentagne svigt og et problem med overvægt er medvirkende til at verden virker uoverskuelig. Jonas er en outsider og svær for sine omgivelser. På Hellestedet møder han pædagogen Claus, han knytter en god kontakt til: Men også her må Jonas se sig svigtet, da Claus forlader sit job efter et dødsfald i familien.

I skolen oplever Jonas at han er ”stemplet” på forhånd, fordi han bor på Hellestedet, men klassekammeraten Andreas virker rar. Da Jonas redder Andreas fra druknedøden mærker han ubetinget kærlighed og imødekommenhed fra Andreas forældre. Han bliver endda inviteret med på ferie til Spanien, men det skal vise sig at de to drenge ikke klinger og alting falder fra hinanden igen. Jonas roder sig ud i store problemer og mærker håbet om et godt liv svinde ud. Desperat, vred og i kaos gør Jonas det dummeste af alt.

”En god dreng” er en lille, men dog ualmindelig mangefacetteret bog om livets kompleksiteter, når man har fået en dårlig start og mærker en hel masse smerte. Jonas vil inderst inde vel nok gerne være en god dreng, men gør modstand fordi han ikke har noget selvværd og søger anerkendelse, forståelse og accept. I sin fortvivlelse, uro og usikkerhed roder han rundt, urolig og uden mål.
Jonas er yderst bevidst om de svigt, de voksne forvolder ham, men prøver at skubbe det væk for at skåne sig selv. Værnet er en grænsesøgende adfærd, modstand og meget lidt tillid til omverden.

Om noget viser Glenn Ringtved hvordan Jonas mærker ensomheden og det, at være helt, helt alene.

Bogen her er første bog i Gyldendals nye serie SPURT, der er kendetegnet ved at være ”bøger for unge, store historier, kort fortalt”. Mangen en ung læser vil med kyshånd tage imod bøger som denne, om livets barske sider. Om tabuer, om smerte og tab.
‘En god dreng’ er en rå, rammende og realistisk bog der råber på at blive læst af flest mulige.

Køb En god dreng online