Category "Oplevelser"

25okt2010

162.000 m2 park og legeplads, der byder på helt utrolig mange fysiske udfordringer. Her er ingen gynger, vipper og vippedyr, men der er balancebomme, klatrestativer, klatrenet og flere udfordringer til sanserne. Området er stort og der er plads til alle. I forbindelse med legepladsen er der mange dyr så som kaniner, geder, høns, ænder mm. Parken ender ved en skøn børnevenlig strand, og her er aktiviteter nok til en hel dags udfoldelser. Legepladsen er særligt egnet til handicappede med behov for sanseoplevelser og fysiske udfordringer. Alle er velkomne til at bruge området med respekt for beboerne på Strandvænget.

14okt2010

Varde Museum har en permanent udstilling med Otto Frellos malerier, hvor hele familien kan gå på jagt efter spøjse detaljer, ”levende” sommerfugle, spøgelser, glade børn, Peter Plys og Grisling, mærkelige dimser og forunderlige verdener, hvor tid og sted blandes sammen.

Nogle af de fantastiske billeder har taget flere år at male, fordi Frello bruger pensler med kun ét hår til de fineste detaljer. På Varde Museum kan du pludselig opleve dit barn dit barn diskutere kunst – og du kan selv være med!

Varde Museum har også andre tankevækkende udstillinger for pilfingre i alle aldre, hvor du kan komme tættere på historien. Gå selv på jagt efter gamle potteskår i den arkæologiske sandkasse.

4okt2010

Et besøg under jorden i de underjordiske vandreservorier på Frederiksberg er en ganske spektakulær oplevelse, der kalder på mod og god iagttagelsesevne, når I pludselig står mange meter under jorden. Her er kunstig lyssætning, lidt uhygge og masser af glaskunst – meget anderledes og dybt, dybt fascinerende for drenge og piger i alle aldre. Glaskunsten hører ikke til den, I måske tidligere har set på museer: gigantiske hængekøjer i farverigt glas slynger sig under loftet, ligesom kunstfærdige billeder udført i glas kalder på en bemærkning. Cisternerne bærer da også navnet ”Museet for moderne glaskunst”.

Museet modtager ikke Dankort.

30sep2010

Borgen giver et godt indtryk af, hvordan man i middelalderen byggede med forsvar for øje. At skabe en stærk borg var det vigtigste – om boligen var bekvem at bo i, kom i anden række. Spøttrup Borgmuseum viser, hvorledes mennesker har levet på den barske, men samtidigt smukke middelalderborg.

27sep2010

Lepus Park er stedet hvor hele familien leger sammen. Med aktiviteter som fodboldgolf, krolf, et kæmpe cirkustelt og meget andet er I sikret en sjov og aktiv dag. Er I på udkig efter udfordringer, der passer til både børn og voksne? Så kom ind i Lepus Parken!

I Lepus Parken er du velkommen til at nyde din egen medbragte madpakke. Der er faktisk indrettet et hyggeligt hus til det samme! Har I ikke lyst til at smøre selv, så kan du også finde lækre og gode retter i Cafe Lepus. Her kan du købe pizza, is, vand – og hvad der ellers skal til, for at holde gang i legen.

27sep2010

På Holmen kan du opleve 3 forskellige skibe; Peder Skram, Sælen og Sehested.

Besøg fregatten Peder Skram og oplev den unikke atmosfære i flådens største skib. Se hvordan besætningen boede, arbejdede og fungerede for at løse deres opgave. Man kan se banjer, hospital, kanoner og messer. Desuden aktiv radio-station ombord.

Sehested er en torpedomissilbåd, og her er der mulighed for at træde ind i skibets hjerte – operationsrummet, kravle op på den åbne bro, kaste et blik på de imponerende turbiner, og se hvordan en torpedoafskydning foregik.

På museumsubåden Sælen kan I blive ført igennem SÆLEN og her bl.a. høre om bådens historie, hvordan en ubåd fungerer, hvordan man levede ombord, hvordan en torpedo virker og hvordan man undslipper en havareret ubåd.

Det er muligt at købe en fællesbillet til alle 3 skibe, men man kan også vælge kun at købe billet til en af dem. Billetter købes ved
Fregatten Peder Skram.

27sep2010

Forestil dig selv som en legesyg gorilla i junglens leguaner, og mærk suset både i håret og i maven! I de sjove forhindringer i trækronerne får du den ultimative udfordring og eventyr, sammen med dem du holder af.

I Gorilla Park siger vi: ”slip din indre gorilla løs!” – og det er lige netop det, du skal! Glem alt om hæmninger og højdeskræk – bare kast dig ud i det og stol på dig selv, din styrke og dit mod.

Mere end 1,2 km forhindringer. 5 baner af 5 forskellige sværhedsgrader. 10 svævebaner i alt hvoraf én er mere end 200 meter lang. Du kan stå på snowboard, cykle på BMX imellem trækronerne eller betræde en 36 meter lang og meget smal “monkey bridge” der samtidig stiger 3 meter. Eller få en tur i det vildeste tarzansving med et 10 meter langt pendul eller spring ud i det fri i et base jump fra 12 meters højde!

Husk at tjekke åbningstider på hjemmesiden.

23sep2010

Søfartsmuseet råder over fire bygninger med mere end 30 udstillingslokaler, hvor søfarten er rigt repræsenteret. Her findes over 200 skibsmodeller, mere end 130 flaskeskibe, flere hundrede skibsportrætter og meget mere. Det er dog ikke udelukkende søfart, man finder på museet, der er også hjemstavn bl.a. udstillet gennem en lille “byvandring”, righoldige samlinger af gamle dragter, fajance, husgeråd og malerisamlinger.

Søfartsmuseet råder i dag over et antal mindre fartøjer, hvoraf nogle står på land på museet og nogle ligger i vandet i sommerhalvåret. Museet har også en sejlende enhed i form af et originalt fiskefartøj, en såkaldt drivkvase, Anne Karoline, som tidligere var rigt udbredt i Det Sydfynske Øhav.

Søfartsmuseet tilbyder en legeplads for børn i museumsgården!

22sep2010

Utrolig dejlig og børnevenlig strand. Her er lavvandet med fint sand og sandbund. Kiosk og toiletter. Ahl Strand er lang, bred og fredfyldt og med lavt, børnevenligt vand. Der er udsigt til færgehavnen og Mols Bjerge.

22sep2010

Playland er et aktivitetscenter, der består af 2 afdelinger; en afdeling med et kæmpe klatrestativ i 2 etager med masser a aktiviteter. Der er rør-rutsjebaner, udendørs klatre-pyramide, indendørs klatretårn og spillemaskiner. Alle legearealer er forsynet med beskyttende underlag i form af madrasgulv eller fjedrende gummigulv. Det koster kr. 40/barn for den første time og kr. 20/barn for de næste. Voksne behøver ikke at betale, men hvis de vil med ind og lege, så koster det kr. 20/voksen. (2008 priser).

Udover det store legeanlæg, råder Playland også over forskellige spillemaskiner. du finder bl.a. pinball, airhockey, pool-/billardbord, bordfodbold og en quizmaskine. Her er også golf med 6 kendte baner fra hele verden, skydning – 17 små spil med gevær eller pistol og bowling, baseball, boksning og tennis på en Nintendo Wii.

Der er ingen entre til afdelingen med disse oplevelser, og spil betales der for. Der er også internetcafe, hvor du mod betaling kan checke emails eller surfe på nettet.

Det er ikke muligt at medbringe egen mad, og i cafeen kan der købes slik, drikkevarer og kaffe.