Category "Oplevelser"

14apr2011

Herregården Gammel Estrups historie kan føres tilbage til 1300-tallet, og stedet blev i 600 år – frem til 1926 – aldrig handlet, men gik i arv fra far til søn/datter. De mægtige danske adelsslægter Brock og Scheel boede her, og de var i en lang periode blandt Danmarks største og rigeste godssamlere.

Gammel Estrup er en smuk renæssanceherregård med karpedamme og et haveanlæg i barokstil. Her får besøgende i skiftende udstillinger og aktiviteter indblik i livet for herskab og tjenestefolk på de danske herregårde. Herregårdens store have må gerne bruges til leg og spil, og man er meget velkommen til at medbringe madkurve og spise i det grønne.

I alle skoleferier er der specielle aktiviteter for børn og resten af året kan børnene boltre sig på museets nye store legeplads, der åbnede i 2010.

12apr2011

Vikingeskibene ligger i havnen eller står i nausten – klar til at blive kølhalet. Sæt dig i højsædet i vikingegården og fornem stemningen omkring langilden. Biograf og udstilling fortæller om vikingetidens Vestjylland. Museumsbutik med mange spændende varer inspireret fra vikingetiden. Mulighed for at lave sine egne smykker.

31mar2011

Parkens Store Labyrint ligner en borg fra Middelalderen med sine fem tårne. Fra dem kan du få overblik over labyrintens 1200 kvadratmeter bygget op af mere end 540 pæle og 6500 brædder. Brug overblikket og din hukommelse til at finde alle 5 tårne og de 8 poster, som er skjult for omverdenen.

Der er flere udendørs labyrinter og en sjov legeplads.

Indenfor kan du ud over et udvalg af kolde og varme drikke, kage og slik prøve kræfter med en masse spil og hovedbrud, der udfordrer den logiske hjernehalvdel.

28mar2011

Bindeballe Købmandsgård er et yndet og perfekt udflugtsmål, for alle som ønsker et indblik i tiden som engang var. Maja og Reinholdt som overtog købmandsgården i 1973, ville, at købmandsgården skulle føres tilbage til den originale, oprindelige stil fra 1897. Både hvad angår udseende, indretning og drift. Gennem årene er det blevet til end 5000 forskellige varer og inventardele, således blev det til sidst nødvendigt at restaurere de gamle lagerrum for at få plads.
På hylderne findes alt fra boghvedegryn, friskmalet kaffe til rustne søm (bolsjer). Børn kan glæde sig til legetøj fra da mormor og olde var barn – i god kvalitet uden det koster en herregård. Her er hønseringe, glaskugler, Sorte Per som det så ud i ”gamle dage” og ting I sjældent har set.

I kan købe is, sodavand, kaffe og skøn hjemmebagt kage, som kan nydes i den dejlige gårdhave eller i den overdækkede pavillon ligesom I kan få lov at nyde medbragt mad mod at betale et beskedent beløb pr. person eller købe jeres drikkevarer og/eller en is til.
I den kolde tid er pavillonen opvarmet.

25mar2011

Er du lille, er der legepladser/områder til dig. Børnegården med små huse og trædyr, som du kan “fodre” og lege er rigtige dyr, der er “skubberbanen” i Tumlegården og Den lille Gårdlegeplads med små traktorer med redskaber og gynger.

Er du større, er der den populære pedal-traktor-gokartbane i Tumlegården, hvor du også kan dyste med far og mor. For dig er der også Naturlegeplads, bålplads og minigolfbane.

Lige meget hvor gammel du er, kan du klappe de søde bondegårdsdyr i dyrefolden. Her er kaniner, ponyer, æsler, geder, får, minigrise og to tamme dådyr. Der er også høns og duer, og hvis du er heldig, kan du hilse på gårdhunden Nicky og katten Mio. Alle børn får også udleveret en stifinderopgave, som fører hele familien rundt i haverne og hele området.

For de voksne er der ni flotte haver og haveafsnit. Danmarks største japansk inspirerede have, som er opdelt i fem forskellige haveafsnit, Dansk/Engelsk have, Præriehave, Klosterhave, Kunstnerhave, dejlig stor café og butik.

Der er flere picnicområder – både i det fri og under halvtag.

23mar2011

Syd Fyenske Veteranjernbane kører veterantog søndage i juni, juli og august samt torsdage i skolernes sommerferie. Et gammelt damplokomotiv eller diesellokomotiv trækker de gamle vogne op af bakkerne og gennem skovene fra Faaborg og til Korinth. En helt speciel familieoplevelse er veteranbanens juletog i december, der altid køres med damp. Her kan man købe juletræer og fragtet helt gratis med toget fra Korinth til Faaborg. Veteranbane har også en gammel vogn med træsæder – og elektrisk lift til kørestole, så alle kan komme en tur med toget.

14mar2011

Ny lege- og bevægelsespark. For børn i alle aldre samt voksne. Bevægelsesparken blev indviet september 2010.

14mar2011

Fodboldgolf er et sjovt og anderledes spil for børn og voksne i alle aldre. Som navnet antyder, er det en blanding af golf, fodbold og minigolf. Selvom du aldrig har rørt en fodbold eller en golfkølle i dit liv, kan du sagtens være med i kampen om, at få fodbolden i hul på færrest mulige spark.Banen minder om en golfbane med en række forhindringer, hvor du følger stierne rundt til de 18 huller. Logstor fodboldgolfbane ligger ude på landet og du får rig mulighed for at nyde naturen med bl.a. juletræer ved din side, samtidig med, at du får motion og har det sjovt.

Der er ikke mulighed for at bruge betalingskort så medbring kontanter.

Fodboldgolf sæsonen strækker sig fra april til oktober. I dette tidsrum, er Pay and Play fodboldgolfbanen åben: Alle dage: 9-21

14mar2011

Fodboldgolf minder om minigolf. Bolden er bare erstattet med en fodbold og golfkøllen med foden!Der er forskellige forhindringer på 18 baner. Fodboldgolf er den perfekte udflugt for børn i alle aldre!

Husk ingen adgang med fodboldstøvler. Man kan kun betale kontant, og man skal betale inden banen benyttes!

Åbent fra april.

14mar2011

Træningskørsel kan køres af 1 enkelt person eller flere, og af såvel børn som voksne. Kommer man en familie er det muligt at køre voksne og børn sammen på bane 2, ellers kører børn og voksne adskilt.

Børn fra 6-7 år eller en højde på min. 125 cm. må køre børnekarts. Fra 12-13 år eller en højde på min. 155 cm. må køre voksenkart.