Category "Natur"

9nov2009

122 Ha stort naturområde. Der er anlagt ca. 10 km grusstier og trådte stier og 6 km ridestier. Der kan cykles på grusstierne. De trådte stier er ikke egnede til kørestole. P-pladser, broer, fiskepladser og bålpladser er anlagt, borde og bænke opsat og toiletter og sheltere bygget. Alle hverdage er der i dagtimerne åbent i Naturskolen, hvor du kan finde information om gode ture. Der er adgang til området fra Naturskolen Åløkkestedet, Hudevad Byvej 20, Hudevad og fra Rolighedsvej 27, Tarup.

9nov2009

Skøn lys skov med stort stisystem, der strækker sig helt fra Risskov og ind til det nordlige Århus. Skoven ligger højt, så der er flot udsigt over vandet. Der er mange bænke rundt omkring i skoven, og om sommeren kan du gå en tur ned til vandet og badeanstalten Den Permanente. Her er også en kiosk. Når kroen Sjette Frederiks Kro har åbent, kan du få kaffen der. Du kan parkere flere steder, men den største parkeringsplads ligger ved Salonvejen/Den Permanente. Der kan være meget fyldt om sommeren, hvor du så kan parkere i den nordlige del af skoven i stedet for.

9nov2009

Himmelbjergets top rejser sig 147 m over havets overflade. Himmelbjerget ligger i et meget skovrigt område med vandreruter gennem skovene til både Ry og Silkeborg. Naturen omkring Himmelbjerget og Ry er afvekslende, og man kan nyde den til fods eller på cykel: Bøgeskove, bakkedrag, dale og søer – og selvfølgelig Gudenåen, der slynger sig gennem landskabet. Mellem P-pladsen og Tårnet finder du også en fin legeplads. En tur på Himmelbjerget kan kombineres med en sejltur med Hjejlen.

9nov2009

Kongeborgen på Kalø i bunden af Århus bugten og Kalø Vig er en af Danmarks bedst bevarede middelalderborge. Turen fra parkeringspladsen til ruinen er ca. 1,5 km og går af en lang tange med et noget bumplet underlag, så selv om det er muligt at medtage barnevogn, er det ikke en nem tur. Ved parkeringspladsen er der offentligt toilet, restaurant og kiosk. Gratis informationsfolder i folderkasse. Kalø Slotsruin er i godt vejr et ideelt sted til en udflugt med madkurven. Husk fornuftigt fodtøj og beklædning til gåturen ud til ruinen. Hunde skal føres i snor.

9nov2009

Thingbæk Kalkminer er et af Danmarks mest særprægede museer, med en placering tæt på Lindenborg ådal, og udsigt til Rold Skov og Rebild Bakker. Kalkminen er også tilholdssted for flagermus med 5 arter. Om vinteren, når de går i dvale, kan man se dem gemme sig i revner og sprækker i kalken. I løbet af året er der arrangementer med koncerter, udstillinger og levende lys i minen. Følgende dage er der lysfester: Påskesøndag (16.april), Rebilddagen (4. juli), Luciafest, med Luciaoptog (10. december) og 2. juledag (26. december).

9nov2009

Gammel kalkbrud med en 14 meter dyb sø, hvor vandet er så klart, at du kan se bunden. Et sted med en dejlig ro trods en beliggenhed lige op af motorvejen. Her kan man medbringe hammer og mejsel og gå på fossil jagt. Er du god til at bruge øjnene, går du sjældent tomhændet derfra. Et rigtigt godt sted for aktive børn der kan tåle at få lidt skidt på hænder og tøj.

9nov2009

Oplev Skamlingsbanken, der er det højeste punkt i Sønderjylland, 113 meter over havet. Herfra er der en pragtfuld udsigt over hele egnen mellem Kolding og Christiansfeld. Frit udsyn over Lillebælt til Fyn og i meget klart vejr, kan du måske se Ribe Domkirke. Her er bakker og stier og masser af udfoldelsesmuligheder for børn.
Her er også en restaurant.

9nov2009

Tag ned til søerne ved Jels. Hvis du tager ned til Jels Voldsted, finder du en rigtig naturperle i form af en sø omkranset af skov – der er mange bænke og borde, hvor man kan spise medbragt mad, og der er naturlegeplads. Der ligger en restaurant lige ved siden af, hvor man enten kan spise eller købe en is. Der er toilet, som ligger afsides, så man ikke behøver at gå ind i restauranten for at låne det. Man kan leje kanoer, og snart vil de også have robåde.

9nov2009

Tisvilde Hegn strækker sig fra Tisvildeleje langs kysten til Asserbo plantage og er et stort smukt område med mange stisystemer. Hvis du er heldig, kan du se krondyr og rådyr i Tisvilde Hegn. Troldeskoven er en del af Tisvilde Hegns vestlige del, og den består af 100-180 årige gamle skovfyr, som snor og drejer sig. Hvis du parkerer ved Stængehusvej, er du tættest på Troldeskoven.

9nov2009

Kulsøen er en stor sø som man kan gå rundt om. Stien er ca 2,5 km lang, og turen tager ca. en time. Der er dejlig natur og åer man passerer. Det går op og ned og man går også over broer. Skøn natur på alle årstider. Har du selv brænde eller grillkul med, er det tilladt at benytte bål- og grillpladsen ved de opsatte borde og bænke.