Category "Familiespil"

18jan2015

Den kære Rasmus Klump og hans venner er taget på pandekage jagt – og det er din opgave at servere de dejlige pandekager.
SmartGames er på banen med endnu et morsomt og udfordrende glide-puslespil.
Spillet består af en særlig plastik ramme, hvorpå spilleren i bunden skal placere et opgavekort. Ovenpå placeres de fem gennemsigtige glide-brikker, der hver har påtrykt en stabel pandekage – og det ene løse felt, der giver mulighed for at man kan rokere rundt på brikkerne.

I Rasmus Klump på pandekage jagt skal du sørge for, at Rasmus Klump og hans venner hver især får en dejlig stabel pandekager. Det sker ved at skyde de fem glide-brikker frem og tilbage, indtil der er en tallerken foran hver. Spillet består af i alt 48 udfordringer i fire stigende sværhedsgrader. Logikken er i højsæde hele vejen.

Selve spillet fylder ikke meget, og der er derfor ideelt til at tage med på farten. Når du først har vist barnet hvordan opgavekortene skiftes, vil det hurtigt kunne klares på egen hånd af barnet selv.
Opgaverne på første niveau kan klares på ganske få sekunder, mens de allersværeste og sidste opgavekort er ganske udfordrende og svære. Rasmus Klump på pandekage jagt er et fint og hyggeligt til hele familien. Også når der skal hygges i ferien, eller når I er på farten er det ideelt qua sin fikse lille størrelse.
Børnene vil uden tvivl elske disse stimulerende udfordringer, der fordrer koncentration og opmærksomhed.

Læs mere

13okt2014

Camelot jr. er et super sødt og charmerende bud på et logikspil med klodser, figurer og spillebræt.

Spillet træner det mindre barn i logik igennem 48 forskellige udfordringer, der handler om at barnet skal opstille klodserne som illustreret på opgavekortet og derpå bygge en sti for at bringe ridder Camelot over til sin dejlige prinsesse.
Ridder Camelot skal gå over til sin prinsesse, men han kan hverken hoppe eller springe, så barnet skal nu bygge en sti med klodser og trapper!

Tænkespillet her fra SmartGames er opdelt i fire sværhedsgrader. Det bedste er, at gå fra det lette til vanskelige gradvist. Bag på opgavekortet finder du løsningen. Spillet er udført i lækkert hårdt træ med fine farver og lokker også til lystig ”fri leg”.

Camelot jr. er et hyggeligt og udfordrende spil for de mindre børn, der både træner rumopfattelsen, finmotorikken og den logiske perception. Et på alle måder super herligt og fantasifuldt spil for de mindste!

Læs mere

30aug2014

SmartGames er på banen med endnu et af deres geniale magnetiske rejsespil. Med et format på 16×16 cm og udformet som en ringindbundet bog med en tryklås, der holder styr på det hele er spillet her oplagt til rejsebrug. Spillet henvender sig til en spiller, men er der flere kan man sagtens skiftes og spille på tid.

Brain Cheeser er – som titlen antyder – et hovedbrudsspil i ostens tegn. Intet mindre! Spillet består af en spilplade på bogens inderside, der består af 24 runde nummererede felter samt fem felter med en mus. Dertil hører 8 magnetiske puslespilsbrikker udformet som ostestykker med hver deres unikke form. Endelig er der 6 runde magnetiske felter med en mus.
Ideen er, at barnet vælger en udfordring blandt bogens i alt 48 opgaver. På den enkelte opgaveside er det afbilledet, præcis hvordan brikkerne skal være placeret. Opgaven er med andre ord at flytte rundt på de 8 ostebrikker indtil resultatet er lig med opgaven og man må vel at mærke ikke aflevere halve huller.
Bogen rummer i alt 48 opgaver fordelt på 3 niveauer fra let til svær. Der er kun en løsning til hver opgave. Skulle opgaven drille er der også hjælp at hente.
Tallene på spillepladen gør det nemt at lave opstillingen før opgavestart, hvilket er fint.

Ved første øjekast ser opgaverne lette ud, men gradvist bliver det mere udfordrende. Der er garanti for, at barnet nok skal få trænet sin logiske sans, når brikkerne skal pusles rigtig på plads. Det kræver stor omtanke og opmærksomhed, da de 8 ostebrikker ikke er ens.

Brain Cheeser henvender sig både til piger og drenge. Det kan bruges i et utal af situationer og må fremhæves som et spil, der både er hyggeligt, men også skærper barnets koncentration.
Smart Games præsenterer et flot udført spil, der med sin danske vejledning er lige til at gå til. Kort sagt et fornøjeligt, lærerigt og udfordrende hovedbrudsspil.

Læs mere

12aug2014

Med ”Junior Scrabble” bliver børn, der elsker kryds og tværs tilgodeset. Mattel Games har taget afsæt i det legendariske krydsords-spil Scrabble og her tillempet det børnenes behov.

Scrabble Junior består af en dobbeltsidet spilleplade, og dermed er der hele to forskellige niveauer at vælge mellem. Fælles for de to udgaver er, at spillerne skal danne ord, der hænger sammen på kryds og tværs.
Niveau 1 er en ligner en enkel krydsogtværs-skabelon med en lang række fortrykte ord og billeder, der gør det nemmere for de yngste spillere at danne ord. De påtrykte illustrationer og bogstaver er en stor hjælp undervejs i staveprocessen, når man lige er startet i indskolingen eller står foran skolestart. Spillet er i sagens natur styret af de påtrykte ord, men fungerer ikke desto mindre rigtig fint. Niveau 2 ligner en enkel krydsogtværs-skabelon med to slags farvede felter: bonusfelterne – vi kender dem også fra det klassiske Scrabble. De større børn sammensætter bogstaverne til ord uden hjælp og i en spilstil, der minder mere om det klassiske Scrabble. Det er lettere at holde styr på bonuspointene.

Scrabble Junior er fremragende i forhold til at stimulere og styrke læse- og skrivefærdigheder for børn i alderen 5 – 10 år. Her er lagt op til hygge, koncentration samt leg og læring i det bedste mulige miks.
Større børn vil med fordel kunne spille det klassiske Scrabble.

Læs mere

5jul2014

Mange vil sikkert kende det klassiske kortspil UNO. Nu er UNO på banen i en anderledes version, hvor kortene er skiftet du med terninger. Enkelt, sjovt og vellykket!

Spillet er beregnet til to spillere og indeholder 11 terninger i en handy dåse.

Hver spil får 5 terninger ved spillets start. Målet er, at man først skal komme af med sine terninger. Præcis som i kortspillet.

Men der stopper ligheden. Når den sidste terning er tilbage begynder spillet. Hver spiller lægger sine 5 foran sig. Modspilleren kaster den 11. terning og placerer den midt på bordet. Det gør man indtil at terningen lander på et tal. Så er opgaven for den første spiller, at matche en af sine terninger med terningen midt på bordet. Præcis som i kortspillet (samme farve eller samme tal). Hvis man er heldig og har en terning der matcher, lægges den ved siden af og man opbygger en terningerække. Hvis spilleren ikke har en terning, der matcher terningen i enden af terningrækken, skal pågældende tage terningen fra starten af rækken og kaste alle dine terninger igen.

Spillet har forskellige detaljer, som man lige skal sætte sig ind i, men efter et par gange går det nemt. Det er især de forskellige specialterninger, der skal huskes og forstås. Men de er netop med til at give spillet ekstra dynamik og spænding.

Uno® Dice Game er oplagt som et rejsespil. Det fylder det samme som en dåsesodavand, og er nemt at have med på familiebesøg, ferie, ture og andet. Et sjovt og hyggeligt spil med et godt flow.

Læs mere

14jun2014

Den legendariske quiz ”Kvit eller dobbelt”, blev vist på DR for første gang tilbage i 1950´erne og kendes af de fleste. Siden tog børnekanalen Ramasjang fat på quizzen igen og bragte en ny version af ”Kvit eller dobbelt” for de større børn i alderen 9 og 12 år.
Nu er DR og spilproducenten Upcoming Mind på banen med en brætspilsversion af quizzen.

Spillet er ganske enkelt. I har en plade med et startfelt, og ovenover følger værdifelterne 125 kr. , 250 kr., 500 kr., 1000 kr., 2000 kr. og slutligt 4000 kr.
Det handler om, at samle flest penge igennem et aftalt antal runder. Der er til formålet en blok, hvor man skriver hvor mange kr. hver spiller opnåede i de enkelte runder.

Selve quizzen består af hele 12 forskellige kategorier man kan vælge mellem, og her mangler i den grad et oversigtskort/kategorikort deltageren kan vælge ud fra. I hver runde får den enkelte spiller lov at gå så langt op, som vedkommende kan. Man må gerne være taktisk og stoppe tidligt, fremfor at forsætte og sætte sine optjente penge over styr. Hvis man når til 4000 kr. kan man få lov at kvitte eller fordoble sin gevinst, ved at trække ”Kvit eller dobbelt-kortet” der viser om man har været heldig eller ej. Spilleren med flest penge efter slutrunden er den endelige vinder!

”Kvit eller dobbelt – for børn” er et enkelt og velfungerende spil. Det passer perfekt til tweens. På minussiden tæller desværre, antallet af spørgsmålskortet. Sjældent har jeg oplevet et quizspil med så få spørgsmål og det er ganske uheldigt, da det er spillets bærende element. Bedre bliver det ikke, når de få spørgsmål skal fordeles på hele 12 kategorier, så lærer man hurtigt de forskellige spørgsmål at kende. Ærgerligt, at et så fint spil ikke har fået det antal spørgsmål, der rettelig set må høre til. Det fortjener den glade spørgeleg!

Læs mere

20maj2014

Lær dit land at kende på en ny og spændende måde. Spillepladen er et landkort med store og mellemstore byer samt færge- og flyruter, og du skal planlægge rejseruten til 16 af byerne. Kender du Danmark, vinder du det hele kongerige!

27apr2014

Quiz Battle vil være kendt af rigtig mange, som den populære quiz-app skabt i samarbejde med Illustreret Videnskab, hvor man quizzer mod en modstander. Nu er Quiz Battle klar som brætspil og med en ny vinkel på quizlegen, vi er så mange der elsker.

Der er seks kategorier, som har hver deres farve på spilbrættet: ‘ Sport og fritid’, ‘ Historie’, ‘Underholdning’, ‘ Geografi’, ‘Videnskab og natur’ og ‘ Kunst og litteratur’. Spillepladen er enkel og elegant med kvadratiske felter, hvoraf udvalgte svarer til de respektive kategorier. Hver deltager får ved spillets start to kategoribrikker og en stjernebrik i hver af de seks farver. Derpå trækkes der syv brikker fra spillerens pose med brikker og brikkerne lægges foran spilleren.

I Quiz Battle handler det om, hurtigst muligt at skille sig af med sine 18 brikker. Ved at svare rigtig på et quizspørgsmål er man af med en brik. Der er fire svarmuligheder til hvert spørgsmål; det er oplagt at familiens kloge hoveder ikke får disse for at gøre det mest muligt fair. Bonusfelterne giver dig en ekstra chance – eller tre – for at slippe af med din brik. Når du er færdig trækker du igen, så du har 7 brikker foran dig. Så det er bare med at være vaks og battle løs!

Der er i alt 2400 spørgsmål (ny-producerede til brætspilsversionen) fordelt på de seks kategorier og sværhedsgraden er ikke værre end vi alle kan være med trods det, at Illustreret Videnskab er medaktør.
Quiz Battle fortjener især point for sine forskellige finurlige og taktiske finesser, der giver spillet en ekstra portion spænding. Det er uhyre kærkomment, at et quizspil ikke alene er afgjort på rigtige spørgsmål, men også afhænger af spillerens sans for strategi og snilde. Du bør nemlig sikre, at du selv score bonuspoint og dine modstandere ikke får fingre i dem!

Med brætspillet her beviser holdet bag Quiz Battle til fulde hvorfor, de har henrykket så mange med deres quiz-app. Jeg er overbevist om, at brætspillet på samme vis vil vække glæde og begejstring. Lad os håbe, det bliver muligt at købe ekstra spørgsmål separat. Det bliver der hurtigt brug for.

Læs mere

6apr2014

Så er der godt nyt til fans af Angry Birds! Mattel præsenterer spillet ”Angry Birds Summertime”, der er en variant af det populære Angry Birds-spillet!

Stemningen er da også ren sommerhygge og –sjov. Spillet består af to Angry Birds, der er oppe mod deres fjender – de tre ægstjælende grise. Der er en række bjælker – byggeklodser – der skal bruges til de forskellige missioner. Sagen er nemlig den, at spilleren trækker et såkaldt missionskort, der illustrerer hvordan bjælkerne skal opstilles, og hvordan grisene skal sidde derpå – så er det ellers bare, at skyde løs! Angry Birds fuglen har en særlig affyringsrampe, du som spiller betjener når du skal vælte grisene ned og redde æggene og det er her spillet skal more og underhold. Der er selvfølgelig point for hver gris, der væltes ned og ekstra bonuspoint hvis en af isvaflerne, der står på opstillingen ryger ned.

For de fleste børn vil det forhåbentligt både være sjovt og udfordrende at få sat byggeklodserne som vist på missionskortet og skyde grisene ned, men mon dog ikke det er selve nedskydningen, der kalder på de fleste smil. Missionskortene er inddelt i fire sværhedsgrader, der afspejler hvor svært det dels er at bygge opstillingen, men ikke mindst hvor udfordrende det er, at skyde grisene ned.

Som sådanne er spillet uhyre simpelt og enkelt. Det er ganske let at gå til og kræver egentlig ikke engang, at der er en voksen med, hvilket kan være en stor fordel. For hvor tit kan ungerne selv spille og hygge sig uden forældrenes hjælp?! Omvendt er der ikke så meget indhold og afveksling i spillet, men hvis man falder for ”legen” her med at skyde og ramme rigtigt er det et fint spil; præcist som klassikeren loppespil.

Nogle vil måske mindre begejstrede for al den megen plastik, mens de glade farver vil virke appellerende hos andre. Undervejs i ”Angry Birds Summertime ” får barnet rigt lejlighed for at øve sin finmotorik og et vellykket resultat er betinget af en god koncentration, så spillet er trods sin simple ide ganske fint – og for Angry Birds fans vil det være mere end det.

Læs mere

31jan2014

Sjov ordleg for børn og voksne

Spillet går ud på, at man med terningerne skal danne så mange ord som muligt, idet ordene sættes sammen ligesom i en rigtig kryds og tværs.