WOW-park – Udendørs legemekka tæt ved Skjern

Jeg har haft fornøjelsen af at besøge WOW-park nær Skjern med min familie en flot solskins lørdag i juni. WOW-park er en stor udendørs legepark med mulighed for sved på panden, og højde udfordringer i trætoppene.

Grundlæggelse af parken
WOW-park er grundlagt af Aage og Jacob Hindhede , der lejede sig ind på Løvstrupgaard med stuehus, staldbygninger og 2,5 hektar grund. Oprindeligt var Løvstrupgaard børnehjem, hvor børnene var med til at dyrke landbruget. De to brødres mor stammer fra nabogården, så drengene har leget rigtig meget i skoven og nydt de store træer og naturen som børn. Da gården havde stået tom en del år, fik brødrene derfor den idé, at andre skulle have samme glæde af at lege i skoven og dermed var starten på WOW-park skudt i gang.

Parkering, café og butik
Der er gode parkeringsforhold ved WOW-park, og der er indgang i den ene staldbygning, som i charmerende stil har beholdt meget af stald-looket. Det er samme bygning, man finder café, butik og indendørs bænke. Lige udenfor på gårdspladsen er der ligeledes bænke, ligesom der er grillplads, hvor man enten kan nyde medbragt mad, eller købe pølser, man kan grille.
Når man passerer murene til gårdspladsen møder man en stor plæne med blandt andet gynger, svævebaner og flere bænke og grillsteder, så der er rig mulighed for at finde et sted, hvor man kan få en bid mad.
Selve skoven grænser op til det grønne område, og det er i selve skoven, man finder hovedparten af aktiviteterne.

Aktiviteterne
Man møder ret hurtigt de små huse i trætoppene, hvortil man kommer op via net. Når man så er kommet op, kan man vælge at rutche ned på flere forskellige måder, og for vores børns vedkommende tog de turen mange gange op og ned, da de først lige havde lært tricket med at gå i nettet.

Rundt i skoven er der flere gynger og svævebaner, så vi stod ikke rigtig i kø nogle steder, og det endda på trods af, at der var en del besøgende, da vi var der. Man kan også gå på opdagelse i Troldehøjen, som er underjordiske gange, ligesom man kan prøve den store labyrint. Sidstnævnte var lidt en udfordring for undertegnede, selvom jeg ikke syntes, det så særlig svært ud. Ikke desto mindre var jeg sidste mand ude, så helt nemt var det nu ikke at finde rundt, men ganske underholdende for de andre. En af de ting drengene var vilde med, var de store net med oppustelige bolde. Det var lidt en anderledes aktivitet, og når man er bolddreng, var den rigtig sjov. Pigerne var vilde med højderne, men også gederne var et kæmpe hit. Gederne går i en fold lige ved skoven, og der var små gedekid, da vi var der. Man må gå ind og klappe dyrene, og sidde hos dem, så det var egentlig ganske hyggeligt.

Tæt ved gederne er der en oppustelig madras med vand i – det var som at ligge i en god gammeldags vandseng, men da børnene ikke kender sådan en, havde de det vældig sjovt med at ligge på den, men bølgerne skvulpede under dem. Snyd heller ikke jer selv for den store ”jorden er giftig – bane”. Den kan være nem at overse, da alt er lavet i skovens egne materialer, men den er lang, og super udfordrende.

Skønt familiested
WOW-park spiller i høj grad op til fantasien, udvikling, leg og læring, og er det perfekte familiested, hvor børn og voksne i alle aldre kan være med. Tag picnickurven under armen, eller køb mad fra caféen, uanset hvad så er der rig mulighed for at tilbringe en dejlig dag i naturen. Parkering er gratis, og når entréen er betalt er der vand fra hanen samt brænde til grillen til fri afbenyttelse. Toiletforholdene er fine, og lidt i western stil, og så er det da lidt sjovt, at alt træværk er lavet af træ fra egen skov.
Læs mere om åbningstider og priser på www.wowpark.dk.

Juni 2017
Helle Hansen
Freelance skribent Sjov for Børn

Skriv et svar