På sommersejltur til gamle dage

På sommertur til de gamle dage!
– dejlig sejltur på Svendborgsund

På en sommerdag er en sejltur på Svendborgsund med det gamle træskib Meta tæt på at være lykken. Her er intet andet at lave end at nyde udsigten, vejret og nærheden med sine børn.

Hiv! Hiv! Hiv!
Mille på 4 og Mathias på 11 har fået tjansen som gaster på den gamle skonnert Meta. Lige nu er de i gang med at hejse storsejlet og der skal hives til.

For få minutter siden lagde vi fra den gamle træskibskaj i Svendborg, og når sejlene er sat, skal vi under Svendborgsundbroen og ud langs det smukke sund for om et par timer at havne på Skarø – en af de mange små sydfynske øer, der ligger spredt ud i området syd for Svendborg.

Stille glider vi gennem Svendborgsund, der må være et af de smukkeste farvande i Danmark. Vi imponeres af de smukke strandvillaer og vinker til sejlbådene, der passerer os.

Vi har pakket en hyggelig madkurv og slår os ned på dækket med en fynsk brunsviger indkøbt hos bageren. På båden er der tillige mulighed for at købe dejlig frisklavet kaffe og drikkevarer. Herefter er der sådan set ikke så meget andet at lave. Og det er herligt. Vi snakker, går rundt på skibet og kigger og taler lidt med de andre passagerer og besætningen, der tydeligvis kender farvandet som deres egne lommer og som kan fortælle historier om de mange gamle træskibe, som Maritimt Center arbejder med. Der er ikke så meget vind, så motoren må hjælpe lidt til.

Dukkert og is i land
Efter en god times sejlads når vi Skarø, der ligger ved udmundingen af Svendborgsund. Opholdet varer ca. halvanden time og vi vælger at starte med en forfriskende dukkert på den lille strand, der ligger lige ved havnen. Vandet er klart og meget lavt og altså rigtig børnevenligt. En lejrskole spiller fodbold på øens trekantede fodboldbane, så der er liv og latter. Efter svømmeturen sættes kursen mod Skarø by på jagt efter is.

Ligesom på flere af de andre små sydfynske øer, er der på Skarø de seneste år kommet gang i produktionen af lokale specialiteter. Strynø har sit syltetøj, Ærø sit særlige salt. Vi kender den berømte Skarø-is med birkesaft helt i København og her på Skarø bliver den altså lavet. Vi passerer først Strandgården, der har en primitiv campingplads og kommer herefter til den lille købmandshandel, der har de fleste varer – altså også isen, vi er på jagt efter. Vi nyder den ved gadekæret, der vrimler med grønbrogede tudser. Med en traktor tøffende omkring, tudserne og det lille gadekær, føler man sig hensat til gamle dage og der er en ro og fredfyldthed, man sjældent oplever.

Får man lyst til mere af Skarø, der også kan byde på spændende vandreture, går der daglige færgeafgange og der er som sagt mulighed for at slå telt op på den primitive campingplads.

Men Meta kalder og det er tid til at tage afsked med Skarø. Igen bliver ungerne med stor fornøjelse sat til at hejse sejl og så går det igen tilbage til Svendborg og en dejlig sommerdag på havet er slut.

Maritimt Center Danmark arrangerer mange forskellige sejlture på de gamle træskibe fra flere havne i Det Sydfynske Øhav. Tjek: www.maritimt-center.dk

Skriv et svar