Naturmuseer i København

Naturmuseer for børn i København

Har du også børn, som har det bedst med jord på næsen og græs bag øret, så kan et museumsbesøg sagtens være noget for jer. Flere museer i København og omegn tilbyder nemlig museumsoplevelser, der foregår udendørs, hvor junior rigtig kan boltre sig i og med naturen.

Her følger nogle tips til oplevelser på naturmuseer, hvor børn og leg er i højsædet.

Øksekast, svampeture og siamesiske haretvillinger
Træklatring, øksekast, pileskydning og svampeture er nogle af de mange familieaktiviteter Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum byder på i weekender og ferier. Der er også tænkt på de mindste, som kan få lov at klappe de udstoppede dyr, der er sat i ”nå højde” på museet. Selvom der ikke findes dårligt vejr, kun dårlig påklædning, kan det alligevel være rart at komme indenfor, hvis det regner. I det tilfælde kan man lave sit eget papir i værkstedet eller gå på opdagelse i museets rædselskabinet, hvor man blandt andet kan gyse over siamesiske haretvillinger!
Dansk Jagt og Skovbrugsmuseum

Kødædende planter midt i København
Et andet grønt område, som er særligt velegnet til børn med krudt i numsen er Botanisk Have. Her kan børnene gå på opdagelse i de mere end 13.000 plantearter og blandt andet blive forundret over kødædende planter, livsfarlige lianer og en mere end 400 år gammel kaktus. Den 10 hektar store have er et besøg værd på alle årstider, og i sommermånederne kan man spotte både fugle og skildpadder i den smukke sø i haven, mens man nyder sin madpakke på de mange bænke.
Botanisk Have

Klap en haj
Hvis det er vandpjaskeri og havdyr, der hitter hos poderne, så slå et smut forbi Øresundsakvariet i Helsingør. Her må børnene røre ved både søpindsvin, hajer og rokker – en stor oplevelse, også for deres forældre! Børneklappebassinet er i tre forskellige højder, så det er muligt for børn i alle aldre at bestemme om dyrene er slimede eller søde. De daglige fodringer er et tilløbsstykke på akvariet, der er særdeles børnevenligt. Snorkelsafari og krabbeløb er nogle af de arrangementer som Øresundsakvariet tilbyder i børnenes ferier.
Øresundsakvariet

Yderligere information:
På museernes nyhedsportal, www.mik.dk, kan du se en samlet oversigt over alle de gode naturmuseer for børn. Siden opdateres dagligt og giver et overblik over aktuelle familiearrangementer.

Skriv et svar