Kurio – Forældrestyret tablet til børn

Kurio – Forældrestyret tablet til børn!

Vi har igennem det sidste år haft en fælles Ipad til vores børn, og selvom det er en flot og velkørende maskine, så har jeg hele tiden savnet at kunne sætte noget styring på, så børnene kun kunne spille f.eks. en time om dagen hver.

Derfor blev jeg ekstra glad for at se den nye Kurio, som netop er lavet til børn og med muligheden for at sætte noget forældrekontrol på.

Tabletten er 7” så den er lidt mindre end Ipadden. Systemet er Android baseret, og de spil man kan downloade er således spil designet til Android.

Der medfølger en super god indpakning, der vil gøre det rigtig svært at ødelægge tabletten bl.a. ved at tabe den. Den er rigtig godt beskyttet.

Forældrekontrol
Der er mulighed for forskellige former for styring:

Hvert barn får sin egen profil med eget password, som smart nok kan være både en tekstkode men også en grafisk kode, som selv helt små børn vil kunne finde ud af.
Til hver profil kan man knytte en tidsstyring. Man kan bestemme at barnet må spille 30 minutter i træk, hvorefter der skal være en pause på min. 3 timer, før barnet igen må spille 30 minutter. Når barnet har spillet den ønskede periode, lukker Kurioen selv ned.
Man kan også styre hvilke applikationer barnet har ret til, og man kan f.eks. vælge at man kun selv som forældre har adgang til butikken, således at alle applikationer skal godkendes, før de ryger ud på børnenes profiler
Derudover kan man også vælge at begrænse internetadgangen. Der er nogle forvalgte aldersintervaller, som man kan følge, eller man kan selv sætte regler op.
Vi har haft mest glæde af styringen af tiden. Det er befriende ikke hele tiden at skulle holde øje med hvor meget hvert barn har spillet og hvis tur det er. Kurioen klarer det selv, og der er færre diskussioner med børnene.

Spil
Der medfølger en række spil, og flere af dem fangede også straks børnenes interesse. Flere spil kan downloades fra Kurios butik. Det er dog en butik med et meget begrænset udvalg. Flere af de spil, som børnene er vandt til at spille, fandtes slet ikke i butikken, men ville kunne findes som Android version. Og det er super ærgeligt. Det gjorde at børnene flere gange valgte Ipadden over Kurioen.

Ideen med at alle spil bliver godkendt af folkene bag Kurio er egentlig meget god, men den kunne sagtens undværes, i og med at der er denne fine forældrekontrol inde over. Jeg valgte at butikken kun kunne tilgåes fra min konto, og det ville jo have været styring nok.

Men det er jo en ting, der nemt kan ændres, hvis producenten oplever at det giver problemer.

Internet og surfing
Når man surfer på internettet, bemærker man virkelig at det er en 7” skærm. Den er bare noget mindre end på en Ipad. Derudover virker skærmopløsningen ikke til at være ligeså skarp. Den trykfølsomme plade er også en del sløvere i betrækket end på en Ipad.

Konklussion
Jeg elsker tanken om at vi som forældre kan sætte begrænsningerne op direkte i tabletten, så stor ros for det ! Hvis butikken bliver omstruktureret, så alle spil kan downloades, så er Kurioen et virkelig godt alternativ til Ipadden.

Prisen er kun 1/3 og med forældrestyringen, har man et helt unikt værktøj. Hvis ikke butikken kommer til at tilbyde flere spil, så stror jeg at Kurioen vil være mest for de mindre børn, der endnu ikke har et behov for et bestemt spil.

Prisen er ca. kr. 1.500,-

Mette Juhl + 3 drenge på 7, 9 og 11 år
Sjovforbørn.dk
September 2012

Skriv et svar