Kostumer, der ikke koster kassen!

Kostumer, der ikke koster kassen!
Kan du gætte, hvem jeg er?!

Selvom det er mange år siden, du med usikker hånd tog symaskinekørekort i folkeskolen, kan du sagtens skabe fest og glæde på børneværelset til fastelavn, Halloween eller karneval. Der er nemlig uanede muligheder for at skabe fantasirige udklædninger, der ikke koster kassen, selv om kostumet skal være hjemmegjort, og du ikke er en ørn med nål og tråd. Glæd dig til at udforske din egen kreativitet sammen med ungerne, der elsker at klæde sig ud – året rundt!

Geniale garderobefund
Kostumer kan lynhurtigt koste hundredvis af kroner, så der er masser af penge at spare og point for originaliteten, når I selv hitter på. Første stop er et kig i klæd ud kassen, hvor I ser, om noget mon kan omforandres med lidt god fantasi. Næste stop er at rode godt og grundigt i poserne med kasseret tøj, for når det gælder udklædning, er det nemlig lige meget om tøjet er lidt for lille, stort eller slidt. Pasformen er heller ikke vigtig, så hvis symaskinen endelig skal frem, er der ingen grund til at bekymre sig om at gøre det perfekt.

Kan du slet ikke sy, og er det nødvendigt med visse tilpasninger, er det godt at vide, at du kan købe tekstillim. Men husk at det som oftest er ganske udmærket at ri eller bruge en sikkerhedsnål (kun hos store børn). Kostumer der ikke passer perfekt, er tit lidt ekstra charmerende. For det hele er jo bare for sjov!

Genbrugsguld
Gemmer garderoben ikke på nævneværdige særlige skatte, er næste trin et besøg i genbrugsbutikken, hvor der altid er gevinst. I kan enten prøve at planlægge hjemmefra, hvad I er på udkig efter, eller lade jer inspirere af de fund I gør jer. I genbrugsbutikken kan I også købe rekvisitter og accessories, der gør udklædningen endnu mere fuldendt, og måske muliggør at selve dragten er lidt mere beskeden i sin udførelse, fordi blikfanget er en imponerende rekvisit.

Brug dit netværk
Hver fag sin uniform – eller så godt som. Rigtig mange jobs indbefatter en eller anden uniform, dragt eller særlig form for beklædning. Derfor kan det være en god ide at tænke på de mennesker, I har i jeres omgangskreds, når der skal findes et kostume. Spørg fx om det er muligt at låne en kokkehue og et forklæde – og sørg selv for resten. Forhør evt. også om andre ligger inde med et kostume, der kan omforandres, så det passer til dit barn.

Fantasien, fantasien, fantasien er go´
-Sang Bamses ven Arthur på Månen i tidernes morgen, da vi, der nu er blevet forældre, selv var børn. Nu må vi så selv demonstrere masser af mod og fantasi, når garderobefund og genbrugsguld skal omsættes til sejt, sødt eller sjovt udklædningstøj. Men med inspiration fra Jørgen Clevin og alle dem, der siden fulgte, er det ingen sag. Og dog. Måske er det ikke så ligetil. Lad ungerne diske op med ønsker, men træk også tråde til deres yndlingslegetøj, tandpasta, dyr, mad, bamser, legetøjsfigurer, tegneseriehelte osv. Det må gerne være utraditionelt og anderledes!

Savner I mere inspiration, er det oplagt at gå en tur på biblioteket, hvor bøger i stakkevis står klar til at hjælpe jer. Søgeord er fx kostumer, karnevalsdragter, fastelavnsdragter, dragter, cirkusdragter, udklædning, rollespil.
Hjemmefra kan i ro og mag også søge på internettet, hvor ganske mange kreablogs har bud på samme emner. Oplagt er det at tilføje søgeord som genbrug, billigt, hjemmelavet osv., så I ikke får en hel masse hits fra butikker, der vil sælge jer dyre udklædningsdragter. Skulle det knibe med at hitte på et kostume, kan EMU (Danmarks undervisningsportal) måske hjælpe jer, uanset om I hælder til at benytte jer af genbrugsfund eller sy et kostume selv helt fra bunden af materialer I har. http://www.emu.dk/

Hvad skuffer og skabe gemte …
Selvom I ikke gemmer tøj i stakkevis, er der helt sikker noget derhjemme, som kan bruges til udklædning. Meget andet end netop tøj kan nemlig bruges til at designe dragter af! Med papkasser, hovedpudebetræk (passer perfekt som basis for en dragt til mindre børn), liggeunderlag, gamle gardiner, papirsække, plastikposer og nylonstrømper er der som eksempel lagt op til en hel masse muligheder i selskab med maling, indpakningspapir, gavepapir og gode tuscher. Stofrester, gamle duge og kasseret sengetøj kan også blive til fantastiske kostumer. Det samme kan gamle duge, tæpper og puder.

Klassikeren over alle er at lave et fjernsyn af en stor papkasse eller en gammel flyttekasse. Eller hvad med en skolemælk? Papkasser kan også trylles om til seje robotter vha. sølvspraymaling og sølvpapir fra køkkenet. Husk hårbøjle med antenne på! Skulle I være heldig at finde en kvadratisk papkasse, er det oplagt at lave en terning. Og nu vi er det ved den slags, kan en kasse jo også blive til en super sej Legoklods. Mal kassen i den ønskede farve, og forsyn den vha. din limpistol med 6 små yoghurtbægere (Danone) foran, mal det hele og find så en strikhue gamacher, bluse og ansigtsmaling i samme farve – og succesen er hjemme. En aflang papkasse kan også blive til en super sej mobiltelefon. En hurtig og enkel idé er, at trylle en kasse om til en fødselsdagsgave ved at pakke en stor papkasse ind i festligt gavepapir, binde en stor rød sløjfe om hovedet og sætte til- og fra kort på håndleddet! Pynt med pudder og læbestift i samme farve som gavebåndet.

Siderne af en papkasse kan skæres ud og genbruges som pap-plader til en ”sandwichmand”. Vi husker alle den levende reklamestander, der i gl. dage gik op og ned ad gaderne med to papplader hængende ned af hver side af sin krop solidt bundet sammen på skuldrene. Det kan danne udgangspunkt for utallige udklædninger: et frimærke, et postkort, et spillekort, et dankort, en osteskive, en pakke smør, en postkasse osv. Pappladerne tilskæres så den passer til det ønskede kostume og hænges over barnets skuldre. Brug brede bændler eller kraftig garn til at holde jeres version af en mariehøne-sandwichmand. Skal det gøres nemt, kan I bruge dobbelt lag karton til hver af de to plader,

Skriv et svar