Julehjertet i Tivoli

På denne ret blæsende og råkolde novemberdag, ankom min datter Diana og jeg til Tivoli for at anmelde Eventyrteatrets juleforestilling ”Julehjertet”.
Det er ingen hemmelighed, at min datter og jeg er ellevilde med julen. Vi elsker bare alt ved denne højtid, hyggen, duftene, lysene, glæden – ja alt. Så vi kommer med et håb om, at Eventyrteatrets juleforestilling handler om nisser og jul i lange baner.
Men spørgsmålet er jo, om Eventyrteatret igen kan mestre en forestilling, hvor vi tryllebindes og fornøjes? Det vil tiden vise.

Man kan ikke undgå at komme i julestemning, når man går gennem Tivoli på vej ned til Glassalen, hvor Eventyrteatrets julemusical også spilles denne gang. Vi er forventningsfulde, vi er spændte, og vi er også lidt nysgerrige, for vil Eventyrteatrets forestilling overhovedet fange vores interesse? Vi er i hvert fald klar – belæsset med papir, kuglepen og lune popcorn (de er altså rigtigt gode), så kan forestillingen godt starte.

Selve handlingen
Forestillingen begynder med, at vi møder de 3 nisser Nellike, Kastanje og Hasle, der leger i en pause fra jobbet i julegavepakkeriet. Kastanje gemmer sig i en stor tønde, hvor hun finder en guldklump. Kastanje er forældreløs, og guldklumpen får hende til at glemme savnet af sine forældre. Men som Nellike og Hasle siger, så er nisseguld betagende men farligt… uha da da.
I gavepakkeriet møder vi nogle ret travle nisser og deres chef. De har alle noget så travlt, for når de mon at få alle julegaver pakket ind til jul? Vi møder dog også Kastanjes moster Kamille, der fortæller Kastanje, at hun savner en som betød meget for hende engang, men det gider Kastanje godt nok ikke at høre på. Det er lidt som om, at Kastanje har mistet noget af sit gode humør.

Næste dag i Sneborg finder de andre nisser ud af, at Kastanje er forsvundet, og det er altså ikke godt, for Kastanje er den bedste nisse til at pakke gaver ind. Det ville ikke være kønt, hvis julegaverne blev pakket ind i krøllet papir, åh nej, det er virkelig skidt.

Men hvorfor er Kastanje stukket af? Og hvor er hun?
Hendes venner Nellike og Hasle går sammen ud for at lede efter hende, og på deres vej møder de nogle meget forskellige nisser.

Samtidig ude i skoven møder Kastanje de 3 muddernisser Blink, Blank og Ja. De er nu ikke så begejstret for at være muddernisser, næ de vil meget hellere forfremmes til at være poleringsnisser, men deres leder Trumf er ikke lige sådan at få med på den ide.

Imens følger vi Kastanjes venner fra Sneborg nemlig Nellike og Hasle, de prøver virkelig at finde hende, men under deres søgen, møder de en jodlende juletræsnisse, der sælger juletræer, eller rettere sagt, han har juletræer, men sælge dem, det vil han meget nødigt. Hansi, som denne tyske jodlenisse hedder, synger en sang, som lægger hele glassalen ned. For pokker, hvor er det et både medrivende, fantastisk og helt igennem perfekt godt fremført nummer.

Kastanjes to venner møder også påskenisserne i Påskeskoven, som holder ferie – de holder i den grad ferie – og de er på ingen måde stressede. De er eventyrligt sjove, og har en ret afslappende tilgang til julen. De fortæller Nellike og Hasle om nogle guldnisser, der laver nisseguld – og det er altså farligt. Og derfra skrider historien hurtigt frem. Guldet kan nemlig forgifte nissernes hjerter, så de kun tænker på guld og helt glemmer, at julen er hjerternes fest.

Men hvad er der egentlig sket med Kastanje? Vil hendes venner fra Sneborg finde hende? Og hvad med de der muddernisser – og påskenisserne?

Jeg kan godt røbe så meget, at Kastanje bliver fundet, og vi får også fundet ud af, hvem Kastanjes moster egentlig savnede. Muddernisserne er et helt kapitel for sig – de er skønne, de er festlige og ganske enkelt eventyrlige. Guldnisserne og Påskenisserne er forrygende, og salen ligger flad af grin flere gange i løbet af forestillingen.
Mon Kastanje finder vejen til lykke, finder chefnissen en udvej til at nå, at få pakket alle gaverne ind – og hvad er der lige med ham der nissen Trumf?

Førsteklasses underholdning
Jeg vil ikke røbe mere af handlingen her. Man må selv ind og opleve denne helt fantastiske juleforestilling i Glassalen i Tivoli.
Jeg kan dog godt røbe, at det hele ender godt, det er jo Eventyrteatret, og det er jo jul. Julen var fællesnævner i forestillingen, der var nisser i alle afskygninger, der var humor, glæde og spænding – og der var en jodlende tysk juletræsnisse, der ikke ville sælge juletræer – hvad kan man forlange mere?

Diana og jeg er enige, vi kaster 6 flotte anmelder (jule) stjerner afsted til Eventyrteatrets julemusical ”Julehjertet” samt en ekstra stjerne til den intet mindre end geniale jodlende tyske juletræsnisse.

”Julehjertet” må og skal ses i Glassalen i Tivoli, ellers tror vi ganske enkelt ikke på, at det bliver jul. Forestillingen spiller i weekenderne frem til d. 17. december kl. 16, og jeg behøver vist ikke at sige, at Diana og jeg gik fra forestillingen med lysten til at se det hele igen, så hurtigt fik vi købt billetter til 2 forestillinger mere – når nu vi var i gang.
Vi synes klart, at det er en julemusical, der kan ses mange gange. En god historie mesterligt fremført af de unge talenter fra Eventyrteatret.
Den time som forestillingen varer, går bare alt for stærkt.
Sangene er et kapitel for sig. De er understøtter handlingen perfekt, og de giver forestillingen lige det ekstra julekrydderi.
Dette bringer mig så frem til et lille julehjertesuk. Kære Eventyrteater, nu må I da snart få filmet juleforestillingerne, så de kan i lighed med efterårsforestillingen købes på DVD. Hvordan skal vi dog komme gennem foråret, sommeren og efteråret uden denne gennemtænkte og julehjertevarme forestilling? Godt nok købte vi CDen med sange fra forestillingen, men det er jo ikke helt det samme – selvom vi i bilen hjem virkelig fik sunget med på alle sangene – ok, ikke alle ramte tonerne lige godt – jeg undskylder overfor familien.

6 flotte ****** + en ekstra* til Eventyrteatrets forestilling ”Julehjertet” i Glassalen.
Der var julestemning for alle pengene, det var genialt, fornøjeligt, forfriskende og ganske enkelt nisse-godt.

Husk, at når man køber billet til forestillingen, så er indgangen til Tivoli med i prisen, så ikke kun får man en helt fantastisk forestilling, som ja, varmer helt ind i hjertet, men man får også oplevet Jul i Tivoli – for først når man har oplevet alt dette, kan det bliver jul.
På Eventyrteatrets hjemmeside www.eventyrteatret.dk kan man læse mere om handlingen, køb af billetter, samt se billeder fra forestillingen.

Glædelig jul.

Fotos: Ole Mortensen

Tina Magling
Anmelder for www.Sjovforborn.dk
November 2017

Skriv et svar