Ingen sommer uden Cirkus Summarum!

Ingen sommer uden Cirkus Summarum!

Man kunne fristes til at sige ”Ingen sommer uden Cirkus Summarum” men det er faktisk kun 5. år i træk, at DR i samarbejde med Muskelsvindfonden inviterer børn og andet godtfolk til show i det store cirkustelt.

I lighed med tidligere år, er der skabt hygge og forlystelser for børn op til omkring 10 år på pladsen foran teltet. Hoppeborge, hvor der igen i år var lange køer, karrusel, hvor der også er mulighed for kørestolebrugere at få en tur, madtelte mv. I forteltet var der igen en udklædningsstand, men også et fint slot til de mange flotte prinsesser og prinser – og en LEGO afdeling.

I år er der lidt nyt på pladsen. Det første man ser, når man kommer, er en kæmpe stor oppustelig figur af Bruno. Denne oppustelige figur har også en aktiv funktion – mød op på pladsen og se (hør), hvad der sker…. Der var også en kørestol forhindringsbane, det var et stort hit, og jeg synes, det giver normalt fungerende børn en god mulighed for at forstå de børn og unge, der er handicappede og sidder i kørestole. Godt tænkt. Jeg kunne dog godt bruge lidt flere bænke rundt omkring.

Souvenirboder var som de øvrige år godt placeret, og i et lille telt midt på pladsen sad nok verdens flinkeste mand og solgte T-shirts, bøger, CDer mv. Jeg vil gerne komme med et hjertesuk til arrangørerne. Kunne der ikke laves T-shirts i større størrelser. Cirkus Summarum har jo fans i alle aldre, og det er lidt ærgerligt, at T-shirts kun går op til str. 140.

Alt var på plads, og hele pladsen emmede af børnenes forventningsfulde stemmer, for hvordan ville forestillingen mon blive …. Ih, det er bare så spændende.

Selve forestillingen.
Forestillingen startede, og alle artisterne blev præsenteret af vores alle sammens Cirkusdirektør. I år vendte Sebastian tilbage, efter at have været savnet meget i forestillingen sidste år. Men vi måtte sige farvel til Signe, der jo ellers mest var i luften, eller blev udsat for Brunos mere eller mindre heldige tryllerier. I år kunne vi så byde velkommen til Motor Mille, og hun blev med det samme en helt naturlig del af forestillingen og Cirkus Summarum familien. Jeg kan ellers forestille mig, at det kan være svært at falde ind i en rutine, som for flere af de medvirkende har kørt i alle 5 år, men Motor Mille klarede det fantastisk godt, og det var ikke til at se, at hun var ny i gamet.

Vi fik også hilst på Hr. Skæg, Bamse, Rosa, Cirkusdirektøren, Jacob, Chico og så en ny figur nemlig aben Bendix fra DRs Kapow show. Han og Bruno gjorde et godt makkerskab, selvom Bruno altså skal lære at tale pænt.

Hvem der også skal lære at tale pænt er Hr. Skæg – men det kommer vi til. Ved åbningsnummeret kommer Postmand Per pludselig ind i manegen sammen med en kæmpe stor pakke. Det var faktisk rigtigt sjovt, for egentlig passer han jo ikke ind i DRs børneunivers, men alligevel var han der jo i sin egenskab af postmand med en pakke – og ungerne elskede det, så det virkede ikke underligt.

Men det store spørgsmål. Hvad var der i pakken, som Postmand Per kom med? Og var der overhovedet nogen, der turde åbne denne mystiske pakke?
Jeg kan godt indrømme, at pakken bliver åbnet, og den indeholder en helt fantastisk robot, der får navnet .. Robot.

Da alle er præsenteret, starter Rosa med at synge sangen om Byttebiksen. Hun har jo den mest fantastiske sangstemme, og bliver flot bakket op af dansebørnene fra AL Dans. De gør det godt gennem hele forestillingen, og sikke nogle flotte kostumer de har på. Virkelig et sanseindtryk.

Hr. Skæg.
Han kan bare alt, ham Hr. Skæg, måske lige med undtagelsen af at lave en rimemaskine, for da han fortæller, at maskinen kan rime på alle ord, finder de små Hr. Skæg ud af, at det faktisk er en ekkomaskine i stedet for. Men hvad gør Hr. Skæg, når maskinen så pludselig går i stykker?

Lad mig komme med et hint. Han får hjælp af publikum i en helt fantastisk sang – og hold da op, hvor var det sjovt.
Hr. Skæg vender vi tilbage til.

Motor Mille og Sebastian
Motor Mille kan både synge, svæve under cirkus kuplen og køre på havetraktor. Jo jo, Motor Mille kan sagtens gøre Signe kunsten efter.
Hun kan også køre på en et-hjulet cykel, og vil så gerne, at Bamse også lære det. Men man skal øve sig for at køre på et-hjulet cykel – og spørgsmålet er så, om Bamse får øvet sig nok, så han til sidst kan…. Det må man til Cirkus Summarum for at se 🙂

Det er ingen hemmelighed, at vores familie er fan af Sebastian. Jeg har før spurgt, om der var noget, den mand ikke kunne – og jeg har stadig ikke fundet det. I årets forestilling møder vi Sebastian i flere funktioner, både som dykker (ja kære læser, du læste rigtigt) man kan møde Sebastian som en helt ægte dykker, hvor han giver min all time favorit børnesang en noget mere moderne klang. Da jeg efterfølgende spurgte min datter, om hvorfor hun var så begejstret for lige nøjagtig den sang under forestillingen, når hun altid har sagt til mig, at hun ikke brød sig om sangen, ja, så kom det direkte og usødet ”Mor, Sebastian synger jo altså meget bedre end dig”. Sebastian kommer også ind og synger sangen om kropsfunktioner, fordi han skal prøve at fortælle Robot, hvor den sunde fornuft sidder. Sebastian er et multitalent, som man kun kan blive imponeret af igen og igen.

Jacob som bugtaler
Sebastian og Jacob er tilbage i deres makkerskab, og også Jacob er forrygende. Min datter Diana sagde til mig før forestillingen. ”Mor, nu må du ikke blive skuffet, hvis Jacob ikke kommer frem i sin bikini som de andre år”. Om jeg blev skuffet eller ej, vil jeg ikke røbe her.
Jeg grinte så tårerne trillede, da en mere eller mindre tilfældig fra publikum blev næsten frivilligt ført ind i manegen. At Jacob ikke er bugtaler, er faktisk ret lige meget, for han prøver ikke engang, og det var så sjovt og medrivende – men jeg var rigtig glad for, at jeg ikke var den person i manegen, rigtigt rigtigt glad, for hold da op, hvor alle i teltet morede sig.
Et gennemgående tema i forestillingen er robotten Robot. Den er egentlig afleveret forkert, da den skulle til månen, men gennem hele forestillingen lærer den mere og mere om os alle, og det ender jo med, at den ikke vil til månen alligevel. Heldigt for Cirkusdirektøren, der pludselig er bedste venner med denne Robot, der ikke ved hvad løn, overtidsbetaling og feriepenge er.

Mange sange
Der er rigtigt mange sange med i årets Cirkus Summarum. De er alle helt fantastiske, og heldigt kan man i souvenir boden købe CD’en med alle sangene. Et godt råd. Køb den, de sange vil være i hovedet i flere dage. Jeg har taget mig i at synge Hr. Skægs ekko sang igen og igen.

Desværre er de voksnes RAP sang ikke med på CDen, der var ellers gang i hele teltet, da Cirkusdirektøren introducerede Robot for RAP. Sjældent har jeg siddet og sunget med, som jeg gjorde under forestillingen – pinligt for min datter, og jeg undskylder til min sidemand – men jeg kunne slet ikke lade være.

Tilbage til Hr. Skæg. Han synger en bandesang, men med stor hjælp fra de rigtigt dygtige dansere, får vi publikummer heldigvis ikke alle bandeordene at høre, men på CDen, der blev hørt flittigt i bilen på vej hjem, kom samtlige frem – Hr. Skæg dog.

Afslutningen
Hele forestillingen slutter af med, at Postmand Per igen kommer ind i manegen og undskylder, fordi han fejlagtigt har afleveret denne Robot, der skulle til Månen. Men hvad gør man så, når man ikke vil af med Robot igen?

Det må og skal ses i dette års Cirkus Summarum. Og det betyder ikke det mindste, at man har pladser tilbage i teltet, for når Signe ikke er med i forestillingen til at svæve rundt, så er der plads til de andre medvirkende.

Jeg vil fremhæve Sebastian, jeg bliver mere og mere imponeret over hans talent. Jacob, der tryller en ung pige frem og tilbage og … væk og mange andre løjer, Rosa, der virkelig kan synge, Motor Mille, der er artist til fingerspidserne, Cirkusdirektøren, som det klæder ikke at være sur, Chico, som var alt for lidt med, men var god, da han endelig kom (æg er ikke, hvad de har været), alle de fantastisk børn fra AL Dans, Bruno og Bendix, Bamse og selvfølgelig Robot. WOW. Al musik styres professionelt af DRs Bigband, og så var det hyggeligt, at Postmand Per kiggede forbi – selvom han fik afleveret en pakke forkert – men det kan jo ske 🙂

Hvad kan jeg andet …..
Jeg kan jo ikke andet end at give hele forestillingen …. 8 stjerner…
Jo jo , jeg ved det godt. 6 stjerner er max, men for pokker det var så godt. I år er det ikke kun en børneforestilling, men hele familien kan få stor glæde af at se showet. Og så er det nu, vi ærgre os over ikke at kunne få billetter, da de blev frigivet til salg. Da jeg prøvede i foråret, at der så meget run på billet hjemmesiden, at jeg ikke nåede at få flere billetter – og det kan jo godt gammeldags irriterende, for forestillingen bestemt kunne tåle et gensyn.
Bravo Bravo Bravo.

8/6 stjerner – jeg kan ikke give mindre.

Efter forestillingen talte jeg med nogle af de børn og unge.
Diana, 15 år: Det var da virkelig godt, meget bedre end sidste år – og godt at Sebastian er med i år. Han var den bedste, synes jeg.
Peter, 9 år: Jeg var vild med det hele – og min mor har lovet, at jeg må få CDen.
Amalie, 11 år: Jeg synes, at Bendix, Bruno og Motor Mille var for seje.
Jasper, 4 år: Bamse var sød.
Amanda, 14 år: Jacob er ret god, og den DVD må jeg bare eje, når den udkommer. Mon Jacob er lige så fjollet derhjemme?

Cirkus Summarum spiller fra d. 4. juli – 27. juli på 10øren på Amager, København og fra d. 31. juli – 11. august på Tangkrogen, Århus
Se mere på www.cirkussummarum.dk

Tina Magling
Skribent Sjovforbørn
Juli 2013

Skriv et svar