Hvordan fanger man krabber?

Lad mig sige det med det samme: Jeg var en amatør indtil sommerferien i år, hvor min 5-årige søn lærte mig alt om krabbefiskeri. Men nu føler jeg mig fuldt ud i stand til at give tipsene videre her på siden. Skulle I have yderligere gode tips, så skriv dem nederst i artiklen i vores forum, så andre kan få glæde af dem.

Madding
Det første man skal gøre er at finde noget lækker madding til krabberne, og krabber elsker blåmuslinger. Man finder dem nemmest i det tang, der fornyligt er skyllet op på stranden. Rod lidt rundt i tanget, så dukker der ofte en blåmusling op. De skal naturligvis være lukkede, for er de åbne, så er de helt sikkert også tomme, for så har der allerede været en krabbe forbi.

Muslingerne samles sammen i en spand, og så går turen ellers hen til en egnet badebro. Undervejs skal man lige have slået hul i skallen på muslingen, så krabberne kan komme til kødet.

Flere metoder
Der er tilsyneladende to fangstmetoder. Den ene består af en hjemmelavet fiskestang. En stang med en snor i, og for enden af snoren en fastgjort klemme, hvorfå man sætter blåmuslingen. Tricket er så at sætte klemmen med muslingen ned hvor krabberne bor, og når der så bider en krabbe på, så skal man forsigtigt trække snoren op, mens man passer på, at krabben ikke falder af.

Den anden er et fiskenet, hvor man blot lægger blåmuslingen ned i nettet og venter på at krabben selv kravler op i nettet. På den måde risikerer man ikke at tabe krabben undervejs. Man kan også fange krabber uden på nettet, og igen skal man så bare være forsigtig, når man trækker nettet ind.

De bedste fangststeder
Erfaringsmæssigt er der bedst lige omkring pælene på broen. Her hygger krabberne sig i tang og sten, men man kan også fange krabber andre steder, blot de er sultne nok.

Hvad gør man så med krabberne?
Ja man medbringer en god stor spand og fylder vand i. Og hvis man er rigtig rar, så smider man lige en af muslingerne ned til krabberne, så de ikke føler sig helt snydt. Når man så ikke har lyst til at fange flere krabber, så skal man naturligvis slippe dem fri igen og give dem resten af muslingerne. Det er faktisk meget sjovt at slippe 10 krabber løs på en badebro på en gang. Hovedparten af dem sprinter afsted mod kanten og hopper ivrigt i for at nå ned i det trygge vand igen.

Hvad siger børnene?
I vores familie er det blevet det store hit, efter at farmor og farfar lærte drengene tricket, og det er så simpel en ide. Det kræver blot en spand og et net eller en fiskestang, så er man igang.

Skriv et svar