Det er ikke uden grund, at Bork Legelands slogan er Bork og Ballade, gør alle glade i hvert fald havde vi en dag fyldt med sjov, børn og ballade i Bork Legeland sidst i juni. Vi havde børn med i alderen 6 og 10 år, og der var fuld fart på fra stedet åbnede til det lukkede. Faktisk var vi nærmest de første der kom, og de sidste der gik hjem.
Bork Legeland ligger tæt ved Bork Havn i Hemmet i Vestjylland. Det er et 2500 kvm. stort indendørs legeland med masser af aktivitet og sjov for børn i alderen 1-13 år. Aldersgrænsen er selvfølgelig relativ, da det er forskelligt, hvad børn gider at lege med, men som ejeren selv sagde, så har de ikke besøg af så mange teenagere, medmindre disse er i selskab med mindre børn.
Vores børn havde dog ingen problemer med at få tiden til at gå og havde også en perfekt alder til de mange aktiviteter.
Bork Legeland har først og fremmest en stor legeborg, hvor der flittigt bliver tumlet. Her er kuglerum, luftkanoner og rutchebaner. Stor flot borg centralt placeret i midten af den ene hal. Rundt om denne finder man så mindre hoppeborge, trampoliner samt et stort legeområde til de mindre med et hav af traktorer med køer og diverse vogne samt mini legeborg og skum byg. Et gigantisk hit ved de små børn.
I den ene ende findes ligeledes et cirkusområde med gøglerting samt et udklædningshjørne med tivolispejle til stor morskab for både store og små.
Udover dette er der ting som sumobrydning, mega boksning, gladiator og klatring. Der er bordfodbold, airhockey og forskellige spillemaskiner med ski, racerløb mv. En sjov ting var spøgelsesrummet. Dette skal absolut opleves gerne i selskab med en voksen. Det er et mørkt rum, hvor der kommer forskellige effekter på væggene og gulvet alt imens en historie fortælles højt. Virkelig godt lavet, og ikke noget vi har oplevet før. Vores børn var ret vilde med det især efter første tur, hvor den værste rædsel var drevet over, så vi var inde og høre historien flere gange.
I denne hal findes også et stille-rum hvor der er massagestol, blade og en sofa. Her kan man godt som voksen stresse helt ned, mens børnene leger. Der er tillige gratis WIFI.
I den anden hal, er der udover toiletter, puslerum og cafe med mulighed for køb af mad og drikkevarer, også stangtennis, gulvhockey, bordtennis samt panna fodbold. Her er interaktive cykler og motionscykler samt cross trainer. Faktisk var der flere ting som vi voksne enten kunne deltage i eller selv prøve, så vi havde heller ikke problemer med at slå tiden ihjel. Man bliver vel aldrig for gammel til et slag drengene mod pigerne i gulvhockey.
Der er rundt i området flere bænke/borde hvor man må nyde sin medbragte mad, hvis ikke man vælger at købe i cafeen, og det er meget nemt at overskue de to haller, så børnene frit kan rende og lege, hvorefter man nemt kan finde dem igen.
I forhallen overfor cafeteriet hænger et stort vægmaleri som ejeren har fået skænket i forbindelse med åbningen. Det er tegnet af Margit Enggaard Poulsen, som er kusine til ejeren af Bork Legeland. Bag maleriet er en sjov historie, idet det forestiller gården fra krigens tid, og de mange mennesker som er på maleriet er personer fra Margit og Niels Peder Enggaard Poulsens familie. Man skal unde sig selv at få historien fortalt af Niels Peder, mens man ser på fotoet, for så kommer der mange sjove detaljer frem og billedet får en lidt anden betydning, når man hører fortællingen bag personerne.
Vi havde en sjov legedag i Bork Legeland, og børnene ytrede stor begejstring. En ting som ejeren har lagt stor vægt på, og som vi egentlig rigtig godt kunne lide, var, at der med vilje ikke findes computere, playstation mv. Det som nærmer sig mest er en dansemaskine, lidt a la just dance, men der er ingen passive spillemaskiner, hvor børnene skal sidde stille. Der er lagt vægt på, at der kun er muligheder for aktiviteter, hvor man bevæger sig. De mere stillesiddende spil kan man lave hjemme.
Hvis man har alderen på børnene for øje, og ikke forventer, at der er en masse til de helt store teenagebørn, så er Bork Legeland et super fint sted at tilbringe en dag, og vi kan varmt anbefale stedet, som vi gerne besøger igen.
Helle Hansen
Freelance Skribent for Sjov for Børn
Juli 2013