Andre børneaktiviteter
Der er mange aktiviteter for børn udover de udflugtsmål og arrangementer vi allerede har på Sjovforbørn.dk. Mange af jer brugere har skrevet ind til os med forslag til andre ting, man kan lave sammen med sine børn. Her viderebringer vi nogle af dem.
Tag på fisketur – evt. med en kutter
På mange havne rundt omkring i landet er det muligt at stå tidligt op og tage sine børn med ud på havet med en fiskekutter. Det er en stor oplevelse for børn. Fisketuren kan også klares med en tur ned og fange krabber og vandmænd – det afhænger kun af hvad I har lyst til.
Tak til Tobismutter for den gode ide.
En tur på en rideskole
Er dit barn vild med dyr, så kig forbi en rideskole og se de andre børn ride og passe deres heste. Det er ikke nødvendigt at købe en hest og bruge hele ugen i stalden for at få glæde af landets rideskoler. Tag dit barn ved hånden og lav en aftale om en prøvetime hos en rideskole. Hvis det er noget for dit barn, skal du sætte en del tid af til pasning, men har det ikke interesse, så har I fået en god dag ud af det.
Tak til Morits1 for den gode ide.
Landets biblioteker
Langt de fleste biblioteker i Danmark gør en ekstra indsats for at byde de små lånere velkommen. Det kan være en hyggelig afdeling med børnebøger, legetøj og i særdeleshed billige eller gratis arrangementer såsom børneteater, højtlæsning og filmforevisning. Hold øje med dit lokale bibliotek. Der er mange fine oplevelser at hente.
Tak til Mette for den gode ide.
Tog og bus
Rigtig mange mindre børn elsker turen hen til udflugtsmålet ligeså højt som selve udflugtsmålet. En god lang tur i bus eller tog kan give mange oplevelser. Især hvis man vælger en rute med noget at se på. Tag gerne en madpakke med. Det giver en dejlig ro ikke at skulle andet end at kigge ud af vinduet og snakke om hvad man ser.
Tak til Claus for den gode ide.
Andre børneaktiviteter
Har du også en god ide til anderledes børneaktiviteter, så skriv i forummet herunder.