Tips til sjove aktiviteter i Danmark for hele familien

Sommeren er på vej med en masse sol og varme, og for de fleste børnefamilier betyder det ferie for hele familien. Mange rejser i denne periode sydpå, men er I en af de familier, der satser på, at den danske sommer igen i år bliver god, kommer vi her med idéer til, hvilke aktiviteter for børn I kan lave herhjemme.

Fyn

Leder I efter børneaktiviteter på Fyn, er børnekulturhuset Fyrtøjet i Odense eller det store slot og parkområde Egeskov Slot ved den lille by Kværndrup helt sikkert et besøg værd. Fyrtøjet formidler H.C. Andersens eventyrverden, og mange børnefamilier besøger stedet i deres ferier. På stedet bliver både børn og voksne medskabere af historiefortælling og leg, teaterimprovisation og billedkunst.

På Egeskov Slot er der et hav af forskellige aktiviteter, som helt sikkert vil være noget for børnene. I kan komme ind på slottet og se, hvordan grevefamilien boede i gamle dage, eller I kan få en masse timer til at gå i den store tilhørende park, hvor der både er en labyrint, veteranbiler, og en kæmpestor legeplads.

Jylland

I Jylland finder I Legoland, som helt sikkert er et besøg værd. Legoland er nok Danmarks mest kendte forlystelsespark blandt børnefamilier og børn i alle aldre, og der er mulighed for at opleve masser af action, fart og sjov for hele familien både til lands, til vands og i luften.

I Esbjerg finder I Fiskeri-og Søfartsmuseet, som beskæftiger sig med fiskeri og søfart. Museet har udstillinger om begge emner, samt et saltvandsakvarium og et sælarium, hvor I kan komme helt tæt på den spættede sæl og Danmarks største rovdyr gråsælen, som I kan opleve blive fodret og trænet.

Sjælland

Sjælland kan blandt andet byde på det spændende Vikingeskibsmuseum i Roskilde. På museet kan I opleve dele fra fem forskellige originale vikingeskibe, og I kan selv prøve at sejle i et vikingeskib på Roskilde Fjord. Mange af museets bådsamling af rekonstruerede vikingeskibe og andre traditionelle bådtyper fra Norden er bygget på museets eget bådeværft, og en sejltur fuldender med garanti jeres besøg på stedet. Desuden kan I på selve museet lære en masse om skibe, søfart og bådebygningskultur fra Vikingetiden.

I hovedstaden København findes der ligeledes et hav af forskellige museer og andre oplevelser, der med garanti vil være noget for både børn og voksne. Experimentarium tilbyder science for hele familien og er et naturvidenskabeligt legeland fyldt med sjove og lærerige oplevelser. I Dyrehaven nord for København finder I verdens ældste forlystelsespark Bakken blandt hestevogne, skov og dådyr. Den Blå Planet er Nordeuropas største akvarium og rummer foruden syv millioner liter vand også alverdens havdyr, som hele familien kan læse en masse om. På Zoologisk Museum kan I gå på opdagelse blandt mammutter, moskusokser, hvaler og hvalrosser, og I kan lære en masse om Jordens og Danmarks dyreliv fra både fortid og nutid. København har en masse at byde på, og det kræver nok mere en én dag derovre, hvis I skal igennem det hele.

Hjemme

Har I mest lyst til bare at hygge derhjemme, måske efter en lang dag rundt i hele Danmark, kan det helt sikkert anbefales at samles om de gode fortællinger med hele familien. Lån bøger på biblioteket, eller find en god lydbog, som I, i fællesskab kan lytte til. Er du i tvivl om, hvor du kan finde gode lydbøger, så se på denne hjemmeside, der anbefaler de bedste lydbøger og apps til jer. Tag et blødt picnictæppe med udenfor, og gør klar med puder og snacks, og saml hele familien til historiefortælling. Der er ikke noget, der bringer folk sammen som en god fortælling.