Guinness World Records

Hvornår har du senest oplevet at dine børn ikke ville hjem fra et museum…?
De mest fantastiske og utrolige rekorder fra hele verden.
Hurtigst, højest, stærkest – og læg dertil alle de superlativer du kan komme i tanke om. Så har du konceptet bag Guinness World Records.

Du kan selv afprøve dine talenter mod udvalgte rekorder – kan du eksempelvis slå George Urosevic´s rekord på 1.589 tromme-beats i minuttet ? Eller oplev hvordan det er at sidde i en drag-racerbil, når hastigheden kommer op på over 500 km i timen.
Se om du kan undgå at føle dig lille, når du står ved siden af verdens højeste mand – eller verdens tykkeste mand. Måske er følelsen lidt anderledes, når du stiller dig ved siden af verdens mindste kvinde gennem tiderne. I sportens verden kan du for eksempel se, hvordan det gik til, da danskeren Thomas Grønnemark i 2010 i Horsens kastede verdens længste indkast.
Fra den mere bizarre skuffe kan du se manden med verdens længste skæg – eller den altædende mand, som siden 1959 har spist i omegnen af 8 tons metal og glas. Se hvor mange forskellige rekorder mursten kan bruges til, se hvor mange mennesker der kan proppes i en telefonboks, se nogle af de mange verdensrekorder lavet med Lego-klodser – eller hva´ med verdensrekorden i flest spiste regnorme på 30 sekunder…
Listen over rekorder er rekordlang…