Category "Film"

19jul2014

I ‘Karla og Jonas’ har Karla ikke glemt Jonas, der bor på børnehjem. Karla tænker stadig på det kys, de udvekslede i sommerferien, men hun har ikke haft modet til at ringe til ham og følge op på følelserne. Veninden Katrine presser dog så meget på, at Karla tager sig sammen, og naturligvis er Jonas klar til et møde. Besøget bliver ikke kun et glædeligt gensyn, for Jonas bliver knust, da han får at vide, at hans yndlingspædagog skal holde op. Karla og Jonas udvikler et projekt, som går ud på at finde Jonas’ mor, som sandsynligvis bor i Århus. Uden at involvere de voksne tager de to sammen af sted til Jylland. ‘Karla og Jonas’ er opfølgeren til ‘Karlas kabale’ og ‘Karla og Katrine’.

11jul2014

Filmen Antboy: Den røde furies hævn er en efterfølger til den danske superheltefilm Antboy, baseret på bøgerne af Kenneth Bøgh Andersen. Historien handler igen om den helt almindelige danske dreng Pelle, der i smug bekæmper kriminalitet som superhelten Antboy. I første film fik han gjort kål på superskurken Loppen, der nu er gemt væk på den lokale sindssygeklinik.

Pelle har derfor god tid til at nyde sit hemmelige liv som superhelt, men end ikke hans myre-superkræfter gør det lettere for ham at blive kæreste med hans veninde Ida. Slet ikke da en anden bejler dukker op, i form af den irriterende Christian.

Ida synes Christian er spændende, så Pelle ved, at han må stramme op. Det er svært, for der er begyndt at ske en række mystiske ting og sager omkring ham. Først tror Pelle, at han hjemsøges af spøgelser, men med hjælp fra sin tro følgesvend Wilhelm finder han ud af, at der er en meget større og hidtil uopdaget fare på spil: Den røde furie!

2jul2014

”Horton og Støvlefolket Hvem” foregår i byen ”Hvem-byen” og handler om en sød og elskelig elefant, Horton, der en dag hører et råb om hjælp fra et lillebitte støvfnug, der langsomt hvirvler rundt i luften. Horton er sikker på, at der må være liv gemt i det lille flyvende støvfnug og er derfor fast besluttet på at hjælpe. Omverdenen har travlt med at fortælle Horton, at han er ved at blive skør, da de hverken kan se eller høre liv indeni det lille fnug. Men Horton er overbevist om, at nogen gemmer sig, og at de har brug for hans hjælp. Horton får kontakt til Hvem-byens borgmester, der er en velanset lille mand, og Horton lærer hurtigt, at en person er en person lige meget hvor lille denne end måtte være.

15jun2014

Rango er en meget uheldig øgle, der lever i den nordamerikanske ørken. Johnny Depp lægger stemme til Rango. Desuden medvirker (stemmer) Timothy Olyphant, Abigail Breslin, Bill Nighy, Isla Fisher, Alfred Molina, Ray Winstone mf. Filmen er instrueret af Gore Verbinski

Da den forkælede kælekamæleon Rango falder af bilen midt i Mojave Ørkenen, brister glasvæggen til en anderledes og meget barsk verden. Her i dyrenes Vilde Vesten er det ikke let at falde i et med baggrunden, og der går ikke mange øjeblikke, før Rango flygter for sit liv… og lige ind i den søvnige ørkenflække, Støv. Ved skæbnens spil kommer Rango til at optræde i rollen som helt og får straks hæftet en sherifstjerne på brystet. Blandt skydegale Gila øgler og tvetungede klapperslanger overlever flinke fyre imidlertid ikke længe. Kamæleonen Rango kan spille en hvilken som helst rolle, men når det er high noon over hovedgaden i Støv, er tiden måske inde for Rango til at være sig selv… Gore Verbinski tager med et blink i øjet western-myterne ind i dyrenes verden i den animerede ”Rango”, hvor skuespillerne bag beboerne i Dirt bl.a. tæller Johnny Depp, Isla Fisher, Bill Nighy og Ray Winston, som i den danske version er blevet til Caspar Phillipson, Pernille Vallentin , Nis Bang-Mikkelsen og Søren Spanning. Alle i øvrigt optaget sammen på scenen, så deres skuespilpræstationer kunne ligge til grund for animationen.

26maj2014

Animationsfilmen ‘Hulemanden Sten’ (Early Man) foregår i forhistorisk tid, nærmere bestemt stenaldertiden.

Her bor den modige hulemand Sten og hans bedste ven Grøffe i et lille hyggeligt samfund. Sten drømmer om at jage mammutter og i det hele taget tage på eventyr, men eventyret ender med at finde ham.

Den mægtige Lord Snøp fra Bronzealderbyen invaderer nemlig den idylliske dal, og nu må Sten samle klanen i et forsøg på at vinde dalen tilbage, og slaget kommer til at foregå på en forhistorisk fodboldbane.

23maj2014

I animationsfilmen ParaNorman føler Norman Babcock sig med rette misforstået. Han kan nemlig tale med de døde, men når han fortæller alle de andre om sin særlige evne, bliver han skældt ud og anset for en særling.

At han bor i en by, der hvert år fejrer en 300 år gammel hekseproces med masser af uhygge, gør ikke tingene nemmere, og hvis ikke det var for den tykke Neil, der også er vant til at blive mobbet, ville Norman være helt alene… altså bort set fra alle dem, der hilser venligt på ham fra graven.

Men da hans mærkelige onkel dukker op og fortæller Norman om en ganske særlig familietradition, begynder hans ellers uforklarlige samtaler med det hinsidige næsten at give mening… lige indtil onklen falder død om, inden han helt præcis får forklaret, hvad Norman egentlig skal gøre. Og snart begynder de døde at rejse sig fra deres kister.

9maj2014

Der er både lidt ’Da Vinci’ og lidt af de berømte børnebøger om ’De Fem…’ (selv om de her kun er fire) i instruktøren Kasper (”Min Søsters Børn i Ægypten”) Barfoeds nye eventyrlige spændingsfilm for hele familien: ‘Tempelriddernes Skat’. Fire børn udfordrer i sommersolen et hemmeligt broderskab, der den dag i dag beskytter en gammel skat på Bornholm. Da Tempelridderne byggede rundkirkerne var det ikke kun for at beskytte og betjene øen og dens beboere… Den vilde og farlige skattejagt udføres af fire frygtløse børn forfulgt af mørkemænd og skurke.

8maj2014

Miley Stewart (MILEY CYRUS) kæmper for at holde styr på skolen, vennerne og sin hemmelige identitet som popstjerne; så da Hannah Montanas stigende popularitet truer med helt at overskygge hendes liv – er det lige før, at hun lader det ske… Men hendes far, Robby (BILLY RAY CYRUS) er af en anden mening. Så han tager sin forvænte teenagedatter med hjem til Crowley Corners, Tennessee, for at lære hende lidt om den virkelige verden. Og dermed starter et utroligt eventyr fyldt med hygge, sjov og romantik i en grad, som end ikke engang Hannah Montana kunne have forestillet sig. Instruktøren Peter Chelsom har løftet en af Disney Channels mest populære TV serier fra den lille skærm til en stor biografoplevelse for hele familien.

19mar2014

Tredie film i sagaen, med blandt andre Skandar Keynes, Georgie Henley, Eddie Izzard, Ben Barnes og Liam Neeson på rollelisten.

Ombord på det fantastiske Narnia-skib, ”The Dawn Treader”, vender vi tilbage til C.S. Lewis’ fortryllende og magiske verden. I denne nye spillefilm i serien af filmatiseringer af de populære Narnia-fortællinger drager Edmund og Lucy Pevensie af sted på nye eventyr sammen med deres fætter Eustace og deres fælles royale ven, Prins Caspian. På skibet forsvinder de ind i et mystisk maleri, der fører dem ud på en helt utrolig rejse med oplevelser og farer, der overgår deres vildeste fantasi.

15mar2014

Krummerne – Alt på spil handler om Krumme, der kæmper for at skaffe sig en cykel, så han kan deltage i et ræs mod naboskolen. Derudover har hans forældre hver især problemer på deres jobs, og nogle svindlere truer med at sætte hele familien på gaden.