Ponyo på klippen ved havet

Efter mesterværkerne ’Chihiro og heksene’ og ’Det levende slot’ er Hayao Miyazaki klar med en opfølger, der allerede har slået instruktørens egne rekorder på det amerikanske marked, hvor filmen blev udsendt i august. Mest af alt minder ’Ponyo på klippen ved havet’ dog om gennembrudsfilmen ’Min nabo Totoro’, der også var kendetegnet ved en enkel og ukunstlet streg og en historie, hvor man kunne finde formildende omstændigheder ved alle væsner – også de mindre godartede. ’Ponyo på klippen ved havet’ trækker veksler på H.C. Andersens ’Den lille havfrue’, men er alligevel helt sin egen. Filmen handler om en ung dreng, der bliver ven med en mærkeligt udseende guldfisk, som han kalder Ponyo. Ponyos største ønske er at leve blandt menneskene med den fyr, hun holder af. Men havets kræfter – og de antager mange former! – gør deres for at holde hende fra landjorden. Og som om det ikke var nok: Ponyos egensindighed sætter en ældgammel forbandelse fri. Pludselig er hele verden i fare.

Skriv et svar