Zoes ekko

Den californiske bestsellerforfatter Alyson Noël er på banen med en fin ungdomsroman om at miste.

Bogen følger den femtenårige Ekko, der har mistet sin storesøster Zoe et år tidligere. Ikke alene er Zoe død, men hun er også blevet dræbt efter at have været forsvundet i en angstfuld periode, der har tæret hårdt på familien.
Nu prøver Ekko at komme tilbage til hverdagen, mens hun iagttager forældrenes forvandling og hvordan, andre omkring hende skifter attitude. Pludselig er hun ikke længere Ekko, men søsteren til pigen, der blev myrdet!

Efter et stykke tid bliver hun kontaktet af Zoes tidligere kæreste Marc, der giver hende søsterens dagbog. I den gemmer der sig hemmeligheder om søsterens liv, og drømme om en tilværelse som model, familien ikke kendte. Og som endte med at få fatale følger for Ekko!

Marc og Ekko tiltrækkes af hinanden i deres sorg, fordi de begge to stod Zoe så nær. Spørgsmålet er blot, om Ekko reelt er forelsket i Marc og tør stole på ham – og om hun kan hjælpe ham med at blive fri af den bebrejdelse og vrede, der hviler over ham.

Alyson Noël har endnu engang begået en mesterlig fortælling, der griber en om hjertet. Fra start til slut føler man med Zoe, og fascineres af den indimellem uhyggelige historie om søsterens død.
Der er ingen tvivl om, at bogen har mange typiske amerikanske elementer i sig. Alene det, at søsteren bliver dræbt som følge af sit udsvævende og umodne liv, vil man næppe møde i en typisk dansk ungdomsroman.
Alligevel scorer bogen point, fordi den ikke peger fingre af Zoe, der var indbegrebet af en festpige og klar til at droppe ud af skolen for at forfølge modelkarrieren. Ekko er modsætningen men formår at række hånden ud til sin søster. Også efter hendes død. Hun elsker sin søster på trods af deres komplicerede forhold. Deri videregiver forfatteren en vigtig pointe.

Forfatteren Alyson Noël sætter fokus på hemmeligheder og løgne – og hvordan de påvirker os. Bogen om Ekko er en fremragende skildring af sorg og smerte ved dødsfald i en familie, men også et flot portræt af en traumatiseret lillesøster, der kæmper sig igennem gymnasietilværelsen takket være gode venner.

Køb Zoes ekko online