Veninder for altid 7. Tøse-sjov

Tøsesjov er sidste i serien Veninder for altid af Camilla Wandahl. En hel igennem populær og herlig tøseserie!

I Tøsesjov får de fire bedste veninder – Ji, Jose, Ane og Tammy på skift lov at fortælle om noget af december i 6. klasse.

Som altid afspejler bogen på fornem og rimelig realistisk vis, hvordan tilværelsen kan tage sig ud for tweens. Jul og nytår står for døren men hvordan skal pigerne fejre det? Kærligheden banker også på. Ikke mindst Ane mærke det, da hun forelsker sig i klassens nye dreng David. Men kan David mon lide hende? Også Tammy må prøve kræfter med kærligheden. For på en skiferie med sin far og hans nye kone Sanne, storebror Stefan og dennes kæreste Sikka møder hun Jesper og Morten fra klassen. Det bliver til et kys på Jesper, men hvad siger man så? Julestressen er intens hos Jose der både slås med en træls lillesøster, der ødelægger hendes Ipod og en dødirriterende mor. Nytårsfesten står for døren og det glæder pigerne sig til. Måske lige med undtagelse af stakkels Ji. Hun kan nemlig ikke danse og er derfor super nervøs for nytårsfesten. Bedre bliver det ikke af, at ekskæresten Frederik, som Ji stadig er vild med, også kommer til festen. December er en forrygende travl og spændende tid for de fire piger.

Bogen er både god og realistisk ifølge medanmelderen på 11 år. Hun blev helt fanget af den. Læseren forstår og føler med pigerne undervejs. Hele serien ”Veninder for altid” fremhæves som anbefalelsesværdig og vedkommende læsning for målgruppen. Serien er en fin pendant til de mange hestebøger, som ikke alle piger har lyst til at læse. Enkel, ligetil og særdeles fin til lystlæsning i massevis, sådan som både forældre og lærer nyder at se.

Bøgerne om de fire veninder, er letlæselige, og behandler på et enkelt plan hverdagsproblemer, de allerfleste børn og unge nemt kan relatere til deres eget liv. Forfatteren skildrer pigelivet autentisk og dog fængende.
Det eneste lidt mindre gode ved ”Tøsesjov” var ifølge medanmelderen på 11 år slutningen, fordi den var al for forudsigelig.
Bogens svaghed og styrke er på engang, at den lægger sig meget op af andre seriebøger, og henvender sig til læseren på en lidt for traditionel vis. Alligevel er det værd at understrege, hvor velskreven og velkomponeret bogen og serien er. Forfatteren tager ikke mange chancer, men skriver en flot pigeserie om vedkommende emner. Tøsesjov appellerer til en masse følelser og tanker, samtidig med det er god gedigen underholdning!

Køb Veninder for altid 7. Tøse-sjov online

Skriv et svar