Tøselus og vinkeflæsk

Der er skruet helt op for komikken i Lars Daneskovs anden børnebog om ungerne Anton og Molly, der roder sig ud i de skøreste ting. ”Tøselus og vinkeflæsk” kan med lethed læses uden forgående kendskab til hovedpersonen Anton og hans ven Molly.

Da Anton erfarer, at hans mor er ved at blive gammel og få rynker, er gode råd dyre. Antons mor er i højrisiko for at ende som ”heksen”, der er en ældre dame. Hende møder de to unger, når de kører bud for Antons mor, der jo har sin egen ostebutik. Og ikke nok med det: Antons stakkels mor risikerer også, at få vinkeflæsk! Altså sådan noget blævrende, løsthængende hud nederst på hendes såkaldte mormorarme. Jo, farerne lurer forude, og Anton er dybt bekymret. Tanken er ikke spor rar, når man bare en lille dreng. Heldigvis er kammeraten Molly forstående og hjælpsom. Hun vil gerne hjælpe Anton med at redde moren fra alderdommens ulyksaligheder.

Snart har de to unger kreeret et par hjemmelavede agurkebriller og en blomkålshar til Antons mor. Dog ude synderlig succes. Derfor tyr de til at give Antons mor et bad af mælk – som de egyptiske dronninger – og pepper det op med kakao! Men også det ender galt. Heldigvis læser Anton en artikel om en mirakuløs creme, og så må det jo prøves af på mor. Der er bare lige det ved det, at de ikke fik læst hele annoncen!

Lars Danneskov har skrevet en skør, skæv og super skæg historie, der gør sig godt til oplæsning for børn i alderen ca. 5 – 9 år.

Fortællingen emmer af varme. Man kan ikke andet end knuselske Anton og Mollys naive barnetro, der her beskrives med stor indlevelse og humor. Hvor er det synd, at de gang på gang kommer galt af sted i deres iver for at forskåne Antons mor for rynker og vinkeflæsk!

Ungernes kreativitet er stor, og det samme er Lars Daneskovs evne til at formidle. Det gør han nemlig både sprudlende, farverigt og morsomt.
Som voksen oplæser er det en fryd at følge de velvalgte kommentarer til tidens sundhedstyrani. Lars Daneskov får os til at le over vores alt for store fokus på udseende, og bringer emnet ned på jorden. Men inden da viser han, at vores kære unger lader smitte og påvirke, af alt hvad vi siger og gør! Der er med andre ord god grund til at være opmærksomme, og gøre sig umage for at tage lidt lettere på alt det med udseendet.

Med Anton og Molly ved roret bliver rynker og vinkeflæsk sendt til tælling! Om ikke andet så med et godt latterbrøl, når Lars Daneskov sender de to ud på sjove missioner. Vi får skabt illusionen om et gakket og finurligt univers i bedste Ole Lund Kirkegaard stil.
Her er hyggeligt, sjovt og godt at være – så herligt, at vi kun kan tælle ned til en efterfølger til bogen.

Køb Tøselus og vinkeflæsk online

Skriv et svar