Sommeren på Carlsholm

”Sommeren på Carlsholm” er en klassisk historisk roman for unge læsere.

Forfatteren Vibeke Bruun Arildsen skildrer livet for fem vidt forskellige unge mennesker og viser med sin fortælling, hvordan klasseforskel var altafgørende i Danmark omkring 1900-tallet.

Hovedpersonen er Nethe på 16 år. Hun drømmer om at flytte hjemme fra og få en plads, men hendes mor har brug for hende på det lille husmandssted og faren er tilbageholdende med at lade hende tage af sted. Pengene er små og børneflokken stor. Men Nethe har heldet med sig.
Præsten får glæde af Nethe og støtter op om at sende Nethe op på godset Carlsholm. Her får Nethe en plads i køkkenet. Hun deler værelse med børnehjemspigen Hansine. Snart er de begge to forelskede i skyttens søn Peter, men for Hansine får det konsekvenser. I al sin godhed beder Nethe sin bedste ven Ib hjælpe. Pludselig er tingene ganske komplicerede!

På herregården bor den velstillede godsejerdatter Luise også. Vi oplever hvordan, der på én gang er kæmpe skel mellem de unge og dog ting, der er universelle.

Vibeke Bruun Arildsen søger med ”Sommeren på Carlsholm” at skildre tilværelsen som ung for godt og vel 100 år siden. Desværre drukner de gode intentioner mere eller mindre i en naiv og urealistisk historie. Plottet er på ingen måde plausibelt, skønt grundelementerne synes at være aldeles korrekte. Til eksempel studser jeg over, Nethes særlige evne til at redde mennesker. Jeg finder også ideen om, at Luise skulle modtage et dyrt smykke i gave for siden at veksle det til kontanter for helt urealistisk; det tjener kun som en nødvendighed for at forfatterens kabale kan gå op!

Vibeke Bruun Arildsen har så afgjort en stor viden om dansk historie. Indimellem bliver de historiske oplysninger imidlertid en smule belærende.

”Sommeren på Carlsholm” er en letlæst, enkel og uprætentiøs historisk roman om kærlighed især, og om hverdagen for piger i datidens Danmark. Så afgjort interessant og fascinerende, men desværre ikke tilstrækkelig helstøbt.

Køb Sommeren på Carlsholm online

Skriv et svar