Slut put finale!

En god godnathistorie er guld hver. Det er en dejlig afslutning på dagen og ikke mindst uvurderligt i forhold til barnets sprogudvikling og lyst til selv at lære at læse.
”Slut put finale!” er en antologi af godnathistorier skrevet af ni kendte forfattere. Hver især har først og fremmest fokuseret på det humoristiske, skøre og skæve i deres fortællinger. Det er kort sagt godnathistorier, der fremkalder grin og glade smil, så lad os da håbe at ungerne også kan falde i søvn!

De ni fortællinger er vidt forskellige. Kvaliteten er da også skiftende, men smag og behag er som bekendt ikke ens. Alligevel er der garanti for masser af gode oplevelser og grin undervejs takket være forfatternes indimellem skrupskøre fortællinger. Flere af historierne er ret banale men dog virkningsfulde i al deres absurditet og morsomhed. Min absolut favorit er fortællingen ”Den lille Poul med papmachehunden”, der rummer lidt mere end som så. Enkelte af historierne har noget eventyrligt over sig, og det gør dem bestemt ikke dårligere.
Længden på de enkelte fortællinger er varierende og målgruppen er børnehavebørn og børn i indskolingen.

Bogens indlæg er skrevet af Lars Daneskov, Tobias Trier, Sigurd Barrett, Carsten Eskelund, Christine Skou, Claus Riis, Manu Sareen, Carsten Bang og Anders Morgenthaler. Så det er dygtige og erfarne forfattere med flair for humor, der her har disket op med en godnathistorie. Enkelte steder fremstår billedsiden lidt svag, men der er mange uhyre gode illustratorer på bidragslisten – blandt andet Rasmus Bregnhøi, Jan Solheim og Jeanette Brandt.

Gad vide om ”Slut put finale!” ikke også får et liv ved siden af sengekanten?! Jeg er sikker på, den også kommer i flittig anvendelse resten af dagen qua de gode grin den inkluderer.

Køb Slut put finale! online

Skriv et svar