Skrumpen: Den telepatiske brødfrugt

Gunnar Wille er klar med tredje bind om Skrumpen fra det ydre rum. Bogen kan udmærket læses selvstændigt, da vi får et fyldigt referat af, hvad der er sket indtil nu. Samtidig er bogen om Skrumpen ligetil at gå til og ledsaget af humoristiske tegninger undervejs.
Skrumpen er et rødt og lilla stribet væsen med en antenne på sit hoved. Det særlige ved Skrumpen er, at den kan tage form som alt muligt: en butler, et luftskib, en stuepige eller noget ganske andet. Skrumpen er her på jorden for at gøre verden farvet og stribet – som den selv. Desværre er der også modstandere af planen; nemlig planet-øjet.

Oprindeligt har Skrumpen udvalgt mennesket Gustav til at hjælpe sig med sin store fremtidsplan. I de foregående bøger er Gustav død og blevet til spøgelse, ligesom Gustavs oldebarn Herold.

I ”Skrumpen: Den telepatiske brødfrugt” følger vi Skrumpen og såvel de levende som døde i Gustavs slægt. Gamle Isabylle er klar til at dø, og nu er det den unge Jøs, der skal assistere Skrumpen, mens de afdøde kommer med gode råd nede fra deres glaskugle i kapellet.
Jøs er en knag til computere og teknik – måske kan det bruges i den store plan?! Da Jøs forelsker sig i den smukke dansepige Vigga, giver hun ham en rigtig god idé: telepati. Og ikke nok med det. Jøs opfinder også en særlig brødfrugt, der kan løse al sult i hele verden!

Fortællingen om Skrumpen er en både skør, skæv og sjov. Ikke mindst hvis man holder af cigarrygende, selvglade og fjollede væsner som Skrumpen. Mange forældre vil kunne huske Skrumpen fra deres egen barndom. Vi husker også Skrumpen fra radio og for få år siden endte Skrumpen endda på de skrå brædder. Jo, Skrumpen er elsket af mange gennem tiden!

Gunnar Wille holder trofast stilen og forsætter ud af samme gakkede spor.
Glæd jer til en morsom, overraskende og helt uforudsigelig science fiction roman for børn i alderen ca. 7-10 år.

Køb Skrumpen: Den telepatiske brødfrugt online

Skriv et svar