Sigurds Verdensatlas Sangbog

Syng jer ud på en jordomrejse med Sigurd, og bliv gode til geografi! Så kort kan Sigurd Barrets nye sangprojekt ”Sigurds verdensatlas – Jorden rundt på 30 sange” vel nok beskrives.

Med Sigurd Barrets nye glade geografisangbog inviteres børnene nemlig ud på en farverig og festlig jordomrejse til alverdens lande. Gennem den enkle tekst møder de kulturen i de enkelte lande, og selvom det hælder til den stereotype og klicheagtige side, er det alle tiders flot formidling af geografi og mangfoldighed i hele verden.
Børnene bliver gennem de glade og muntre sange dus med verdensdele, hovedstæder og flag, ligesom de får koblet nogle billeder på befolkningernes liv i de forskellige lande. Det er enkelt – og forenklet – men alligevel uhyre virkningsfuldt. Sangene bliver hængene og det gør den viden Sigurd formidler også.

Hatten af for en festlig geografi jordomrejse med Sigurd Barret og en flot sangbog, der inviterer til mange rejser, sange og danse. Undervejs kan børnene følge rejsen og finde de enkelte lande på det store på verdenskortet, der følger med. Jeg havde dog meget gerne set, at der i selve sangbogen var optrykt et verdenskort, da mange af de medfølgende plakater vel nok vil ende som dekoration på børneværelserne. Det vil være smart med et kort i selve sangbogen, så man har det lige ved hånden.

Sangbogen rummer i alt besøg i 28 af verdens lande, og på cd´en der følger med kan I lytte til alle sangene. Hvor er det rart, at der for en gangs skyld er en sangbog, der sørger for at vi kan lytte til alle numrene på den medfølgende cd. Det fortjener særlig stor ros. Der er selvfølgelig noder til alle sangene, så du kan spille til, hvis du har mulighed for det.

Med geografisangene i sangbogen ”Sigurds verdensatlas – Jorden rundt på 30 sange” får vi et godt og gedigent bud på, hvordan leg og læring på fornemmeste vis møder hinanden. Sangbogen er et særdeles vigtigt og vedkommende bidrag til børnenes sangrepertoire. At kende sin omverden kan ikke være mere relevant, og Sigurd Barret formår at gøre det både sjovt og sejt på samme vis. Det er ganske flot klaret.

Køb Sigurds Verdensatlas Sangbog online

Skriv et svar