Sigurd Barrett er atter på banen i skikkelse af børneforfatter. Denne gang er det de nordiske guder, der formidles i børnehøjde.
Det sker i bogen Sigurd fortæller om de nordiske guder og den medfølgende CD, hvor forfatteren har indtalt bogen i hele sin tekst.
Tegner Stine Rosenberg har sørget for morsomme og sjove tegninger, der på fornem vis supplere den fine tekst.
Nordisk mytologi kan måske forekomme, at være et tungt emne for de mindste, men Sigurd Barrett har stor tillid til ungerne, og kaster sig med stor energi og entusiasme over emnet.
Formidlingen er på ingen måde forenklet eller banal for at please det unge publikum; tværtimod er det overraskende hvor mange detaljer forfatteren har medtaget. I det hele taget forbløffes og overraskes man over, hvordan Sigurd får fortalt, alle historierne fra den nordiske mytologi.
Som historiefortæller er Sigurd Barrett meget direkte og ligefrem. Det minder på mange måder om formidlingen, vi kender fra Sigurds kendte børneprogrammer på tv. Det er båret af en umiddelbarhed og også uhyre bramfri tone. Voksne med hang til sproglig korrekthed vil måske studse lidt over visse formuleringer, men for Sigurd Barretts børnebøger er det altafgørende et godt flow og masser af dramatik. Og det får vi fuldt ud når guderne giver den gas i Asgård!
Humoren gør det nemmere at forstå og huske mange af de som oftest vanskelige ting ved den nordiske mytologi.
Det er ganske charmerende, og ikke mindst lærerigt for hele familien, at dykke ned i Sigurd fortæller om de nordiske guder. Kort sagt: vellykket historiefortælling af den kulturhistoriske slags.