Mit allerførste eventyr: Klods-Hans

Forlaget GLOBE har sat sig for at videreformidle H.C. Andersens fornemme eventyrskat til de allermindste. Det gøres i en ny serie af pegebøger, hvor et udvalg af de kendteste eventyr formidles i form af nøgleord.

Nøgleordene, der beskriver eventyrets handling, er formidlet i enkle billeder med små stikord. Selve eventyret i sin fulde tekst gemmer sig bagerst i bogen. Det er meningen, at den voksne skal orientere sig i teksten, og derud fra hjælpe med at guide barnet gennem handlingen.

Bogen kan bedst karakteriseres som en pege- og samtalebog. Intentionen er, at barnet og den voksne bruger bogens illustrationer og nøgleord som råstof til selv at danne en lille samtale ud fra. Sammen digter og genfortæller man eventyret. Den voksne kan søge støtte i teksten bagerst i bogen, men det er først og fremmest den mundtlige fortælling og digtning, der er i fokus her.

Der er ikke noget facit, når man sidder med en pegebog som denne og skal gendigte et eventyr. Det handler først og fremmest om, at give barnet en vis forståelse af eventyrets grundelementer.

Konceptet forudsætter, at den voksne engagerer sig, og aktivt søger at udnytte de muligheder, der ligger i formen. Men gør man selv det, er det et særdeles godt værktøj. Man har chancen for at så en interesse for magien og eventyret i barnet.
Det er vigtigt, at barnet bliver dus med den mundtlige fortælledisciplin og oplever, hvordan man kan digte løs på eventyrene, når man har grundformen.
H.C. Andersen udgør en særlig vigtig rolle i vores kultur. Det er derfor glædeligt at se, hvordan forlaget GLOBE søger at give de allermindste et indblik i eventyrdigterens værker fra de er små.

Køb Mit allerførste eventyr: Klods-Hans online

Skriv et svar