Min mormor hilser og siger undskyld

Med ”Min mormor hilser og siger undskyld” giver Fredrik Backman sin læser en fortryllende læseoplevelse. Bogens primære publikum er den voksne læser, men mangen en teenager kan sagtens være med her. Der venter en fortryllende, fantasifuld og fornøjelig historie med masser af finesser.

Hovedpersonen er den gammelkloge pige Elsa, der bor i en ejendom med sin mor og dennes kæreste, mormor og en masse spændende mennesker. Den knap otteårige Elsa er tæt knyttet til mormoren, der er noget for sig selv. Mange vil sige, at mormor er skingrende skør, men Elsa ved bedre! Sammen har de to et eventyrland – kongeriget Miamis – som sætter kulør på tilværelsen. Med tiden skal Elsa dog erfare, at Miamis er mere end det.

Da Elsas mormor bliver alvorligt syg og dør, forandrer tingene sig. Nu starter en skattejagt, hvor Elsa skal aflevere breve til forskellige mennesker. Undervejs bliver Elsa klogere på sin mormor, men også på sin mor og far. Langsomt får hun viden om dem, der omgiver hende i hendes opgang. Undervejs åbenbares en række rørende, sørgelige og sjove historier. Alt sammen fortalt indsigtsfuldt og varmt af Fredrik Backman.

‘Min mormor hilser og siger undskyld’ er tredje bog af Fredrik Backman, der tidligere har skrevet ‘En mand der hedder Ove’ og ‘Britt-Marie var her’. Fra hver bog går en eller flere karakterer igen.

Fredrik Backman har forfattet en på én gang sprælsk, skør og sørgmodig fortælling. Den emmer af eventyr og fortælleglæde. Når man først har overgivet sig til det helt særlige univers, venter der en fortræffelig læseoplevelse med mange lag. Det gør bogen fin at læse for unge i alderen 12 år og op – og ikke mindst deres forældre.
I familier, hvor man nyder højtlæsning, vil bogen her blive knuselsket. Bogens emner er mange – ligesom det farverige persongalleri – og det gør fortællingen til et klogt og kærligt bekendtskab!

Humoren, og den gammelkloge Elsas funderinger over stort og småt, gør det til en udsøgt fornøjelse. Man kan ikke andet end at blive rørt af den kærlighed, bogen emmer af hele vejen rundt. Elsas opgang vrimler med spændende mennesker og skæbnefortællinger. Hvor er det fint vævet sammen!

Køb Min mormor hilser og siger undskyld online

Skriv et svar