Mig og min papfamilie: Store flyttedag af Anja Hitz

Mig og min papfamilie er anden selvstændige del i serien om enebarnet Rose og hendes skøre papfamilie. Bogen indledes med et grundigt tilbageblik, der fortæller hvad der hændte i seriens første del hvor Roses mor og far netop var blevet skilt og moren fandt en kæreste. Rose ville, at farens alenetilværelse skulle ændres, men måtte erfare at det ikke er så enkelt at lege Kirsten Giftekniv.

I ‘Store flyttedag’ skal Roses mor flytte sammen med sin nye kæreste Frank, der er enkemand og far til hele fem børn! Rose og hendes mor skal bo i Franks store gamle hus og nu starter udfordringerne for alvor. Før Rose og hendes mor kan rykke ind må meget indbo ud og det kræver sit!

Anja Hitz har endnu engang skrevet en super morsom og genkendelig historie om skilsmisseramte børnefamilier. At smelte sammen til en papfamilie er ikke nødvendigvis enkelt og ligetil – og da slet ikke når man er et enebarn som Rose. For Rose er det nemlig ikke altid rart at dele sin mor med seks nye mennesker og gå på en hel masse kompromisser for at få tingene til at fungere. Heldigvis kan hun stadig tage hjem til sin far og hygge sig, selvom hun forsat gerne vil lave om på tingene der. Far skulle efter Roses mening nemlig gerne blive kæreste med Bitten, så Rose kan blive storesøster for Bittens ny lille baby. Men heller ikke det går helt som planlagt.

Ja, det er ikke let at være Rose og skulle dele sin mor med fem papsøskende og Frank samtidig med hendes far bor helt, helt alene. Rose vil så gerne have tjek på tingene, men måske går det hele udmærket alligevel!

Bogen om Rose og hendes skøre papfamilie er velskreven og velkomponeret. Børn i alderen 8 – 12 år vil fryde sig over den vakse og handlingsresolutte 11 årige pige Rose, der er fuld af charme og energi. En glad og positiv bog, der også viser at det ikke altid er nemt at være barn eller voksen for den sags skyld.

Kirsten Raagaard har gennemillustreret bogen i glade farver, og bogen kan bruges til såvel højtlæsning som at læse selv af de største børn.

Køb Mig og min papfamilie: Store flyttedag af Anja Hitz online

Skriv et svar