Lille Kvast som cirkusartist

Den søde lodne fyr Lille Kvast kendes let på sine strittende hårtjavser. Lille Kvast er en fransk tegneseriefigur, vi nu kan glæde os over herhjemme. I tegneserien ”Lille Kvast” er der således udgivet en håndfuld titler.

‘Lille Kvast’ henvender sig til de allermindste idet serien er en ordløs tegneserieform for de små læsere. Med tryk på læsere!

Børn, der er vant til at få læst højt og nyder det, vil nemlig stræbe efter selv at kunne læse. Tit vil børn være frustrerende over mødet med den manglende evne til selv at læse, når der bladres i billedbøger, hvor sætningerne bygger bro mellem tegningerne og dermed samler fortællingen. Men hos ”Lille Kvast” er fortællingen helt uden ord. Til gengæld er tegningerne lette at afkode og forstå.

Historierne bygger alle på samme grundfortælling: Lille Kvast drager ud på et eventyr, men ender hjemme hos sin mor.

Tegningerne er overskuelige, genkendelige, morsomme og enkle med mange glade farver. Det er tegneserie på de små læseres præmisser.
Særligt de genkendelige elementer bidrager til at hjælpe barnet med at afkode fortællingen.

I denne fortælling om ”Lille Kvast som cirkusartist” ender Lille Kvast i en cirkusmanege efter, at han er blevet fanget af en hvirvelvind. I cirkusset møder han den venlige trylleklovn. Klovnen vil gerne lære Lille Kvast forskellige tricks og teknikker, så han også kan optræde. Men i cirkusset er der også en sur og vrissen sprechstallmeister. Han brokker sig over klovnen og Lille Kvast. Alligevel har Lille Kvast en sjov tid i cirkus, hvor han bliver dygtig til forskellige numre. Til slut bløder sprechstallmeisteren da også op. Selv om det bliver helt godt at være i cirkus kan Lille Kvast – selvfølgelig – ikke undvære sin mor. Så vanen tro slutter tegneserien trygt med at han vender hjem igen.

”Lille Kvast som cirkusartist” er en dejlig, enkel og varm fortælling. Billederne er som altid fine og enkle.

Historien folder sig for alvor ud for de allermindste, når den læses/opleves sammen med en voksen.
Serien lægger op til dialogisk læsning lige så vel som selv-læsning for de små. Efter en fælles introduktion til fortællingens univers er barnet klædt på til selv at læse sin tegneserie igen og igen. Mange børn vil også kunne hoppe ud i læsningen helt alene. ”Lille Kvast” er en serie, der vil blive læst igen og igen. Den emmer af stemning, hygge og god atmosfære. Det er et trygt og rart univers forfatterne har skabt. Lille Kvast er med andre ord skøn og elskelig!

Køb Lille Kvast som cirkusartist online

Skriv et svar