Ib og to ål

”Ib og to ål” er en letlæsningsbog til absolutte begyndere. Materialet er udviklet af Special Pædagogisk Forlag og er en del af serien ”Læs Lydret” der henvender sig til den allerførste læsning. Bøgerne er inddelt i trin O, trin 1 og trin 2.

Bogen om katten Ib og musen My der fanger ål er på trin 0. Den er således beregnet for absolutte begyndere og oplagt til børnehavebørn, der gerne vil snuse lidt til læsningens kunst.
Eksempelvis er der typisk fra 2 – 5 ord på hver side; udelukkende enstavelsesord på 1-2 bogstaver. Alle ord er lydrette dvs. de staves som de siges. Eksempel: ”My må se en ål.”

Handlingen er bevidst progressiv, således læseren oplever at der gradvist opbygges og fortælles en egentlig historie. I fortællingen om ”Ib og to ål” følger vi katten Ib og dens ven My. De er nede ved en å. Ib fanger to ål med net. My er lidt bange. Så spiser de ål. Det er hyggeligt for de to!

Historien er spændende, sød og ganske enkel. Kirsten Ahlburg er dygtig til at få fortalt en helstøbt fortælling vha. de små enstavelsesord – uden at det dermed lyder kunstigt. Tegningerne understøtter teksten på glimrende vis og hjælper begynderlæseren med at få afkodet meningen.

Bogen er et glimrende eksempel når lydrette ord fungerer bedst! Der er ingen tvivl om, at lydrette ord er en gave til børn, når de skal knække læsekoden. Vi kender alle læsebøgerne ”Søren og Mette”, som strålende eksempler på denne tilgang. Siden har flere undersøgelser vist, at et miks mellem ordbilledlæsning/helhedslæsning og den fonologiske tilgang, hvor man præsenteres for små, korte lydrette ord er at foretrække. I sidste ende afhænger det vel nok af det enkelte barn, men også hvordan kvaliteten er i de materialer der stilles til rådighed.

Special Pædagogisk Forlag leverer et gennemarbejdet system af letlæsningsbøger. Alle bøger indeholder en kort men grundig guide til systemet, så forældre og andre voksne kan sætte sig ind i brugen.
Bøgerne er en oplagt investering i at bibringe børnene læseglæde fra allerførste færd. Med de lydrette ord som værktøj får barnet succesoplevelser som læser og anspores til at forsætte. Det kan kun anbefales!

Køb Ib og to ål online