Hr. Skægs ordlabyrinter

Den populære figur Hr. Skæg fra tv er elsket af de danske unger. Med usædvanlig fin sans for sproget og formidling leger Mikkel Lomborg med tal og bogstaver. I kølvandet på de populære programmer på DR1 og Ramasjang er der naturligvis også udgivet en bog om Hr. Skæg – ja flere af slagsen!

Makkerparret bag hr. Skæg hedder Mikkel Lomborg og Toke Reunert. Denne gang er det Toke Reunert, der er ophav til den nye bog ”Hr. Skægs ordlabyrinter”. Illustrationerne er endnu engang lavet af Miwer, og de passer perfekt til vores forestilling om Hr. Skæg.

Denne gang skal vi på opdagelse med Hr. Skæg og lede efter bogstaver, der har gemt sig i en række morsomme, mystiske og seje labyrinter. Nogle er ret enkle mens andre byder på lidt mere udfordring, når bogstaverne skal findes.
I alt er der 11 store opslag med ordlabyrinter ungerne skal løse sammen med Hr. Skæg. På mange måder i en ret klassisk stil med fokus på læringsdelen. I øverste venstre hjørne spørger Hr. Skæg og sender sin læser af sted på opgaven, – og i nederste højre hjørne er der stiplede linjer beregnet til at skrive de bogstaver, der er fundet undervejs i labyrinten. Denne overordnede opbygning går igen. For nogle børn vil det være rart og godt, da det er med til at gøre barnet trygt og fremme overskueligheden, mens enkle måske vil opleve, at bogen er en lille smule konservativ.
Mest af alt oplever jeg ”Hr. Skægs ordlabyrinter” som farverig og fornøjelig. Her er fuld fart på leg og læring når Hr. Skæg sender sin lille læser ind i labyrinten. Det virker troværdigt og spændende at udforske labyrintens bogstavsunivers – men skal naturligvis formidles med entusiasme.

Det er på alle måder en herlig måde at møde bogstaverne på og opleve hvordan, de bliver til ord. Hr. Skæg viser endnu engang, at han er mere end blot underholdende – han har også en mening med sin morskab!

Køb Hr. Skægs ordlabyrinter online

Skriv et svar