Glasbørnene

Svenske Kristina Ohlsson er på banen med et krimi-mysterium af den allerbedste slags for unge læsere.
I bogen ”Glasbørnene” følger vi den 12-årige pige Billie, der efter farens død skal flytte til morens gamle hjemby Åhus. Her skal de bo i et lille gammelt træhus, der gemmer på en hel særlig historie. De forrige beboere har forladt huset i en fart og efterladt møblerne. Billies mor foretrækker, at de lader de gamle møbler stå indtil deres tidligere hus i Kristianstad er solgt.

Snart viser det sig at deres nye hjem gemmer på hemmeligheder og masser af uhygge. Det er som om det spøger, og nogen efterlader skræmmende beskeder til Billie.
Sammen med sin gamle klassekammerat Simone og hendes nye ven Aladdin forsøger Billie nu at opklare, hvad der lægger bag. De går jagt på biblioteket og opsøges af en ældre dame, der kan berette ganske skræmmende ting. Huset er tilsyneladende plaget af ulykker. Men hvad er op og ned? Billie og hendes venner arbejder på højtryk. Måske er det et spørgsmål om tid, før det er for sent?!

Kristina Ohlsson har skrevet en usædvanligt vellykket og spændingsfuld fortælling, der ikke alene byder på et godt mysterium, men også har serveret i troværdige rammer. Miljøbeskrivelsen er helt igennem fin, og Billies liv virker både interessant og troværdigt. Det gør fortællingen om huset mere plausibel og får læseren til at tro mere på hele – uden at det nogensinde bliver banalt eller forudsigeligt.

”Glasbørnene” er ikke et gys i sædvanligt forstand, men mere et mysterium/krimi fuld af spænding og uhygge. Med sin overbevisende facon formår Kristina Ohlsson at holde læserens interesse fanget, og man slipper kun nødigt bogen. Hvor er det herligt!

”Glasbørnene” er første del i en serie om Billie og Aladdin. Næstekommende bog hedder ”Sølvdrengen” og ventes allerede med spænding herfra.

Køb Glasbørnene online

Skriv et svar