Dræbersneglen og andre megaseje historier om sommerlandets helte

Sanne Schlægelberger er på banen med sin anden børnebog. En rigtig fin oplæsningsbog, der emmer af hygge og nostalgi!

”Dræbersneglen” er en charmerende samling fortællinger om de to drenge Svend og Alfred – og deres fælles oplevelse i en sommerferie, hvor de to lader fantasien være primusmotor i samværet. Alfred er den rolige, lidt forsigtige dreng mens Svend er fuld af krudt og skøre indfald. Et herligt makkerpar.

Med fantasien som virkemiddel lader Sanne Schlægelberger de to drenge drage ud på små uforglemmelige eventyr i deres sommerferie i et kolonihavekvarter.
Alfred ser op til den modige Svend, der aldrig holder sig tilbage. Altid har han en god ide, og vupti er de to drenge midt i en spændende mission. Eksempelvis kunne det være alle tiders at redde en gammel dame, der er blevet væk og få en findeløn. Det hører vi om i ”Den forsvundne dame”, hvor de to prøver, at redde den første og bedste ældre dame de ser!

Jo, de to drenge er fuld af skøre indfald. De vil så gerne have fingrene i den store gevinst – på den ene eller anden måde. Sådan er det også i fortællingen ”Sørøverskatten”. Her forsøger drengen at fange en gammel sørøverskat med en fiskestang. Det går knap så godt.

Heldet er heller ikke rigtig med ungerne i novellen ”Koen”, hvor de får fingrene i en vaskeægte levende ko! Mon den kan byde på kakao, yoghurt, sødmælk og andre gode sager?! Og hvad mon Svends bedstemor siger til at få esøg af en ko?

Sanne Schlägelberger byder på i alt otte selvstændige fortællinger om de to kammerater. Christina Lucia Wraber har lavet forsideillustrationen og de få sort-hvide stregtegninger bogen rummer. Desværre er tegnestilen lidt for gammeldags og kedelig. Bogens ydre lever ikke op til dens indhold, der på alle måder er en hyldest til fantastien.

Der er noget rigtig røverhistorie over ”Dræbersneglen”, der samtidig er en varm og glad fortælling om venskab, barnlig iver og spontanitet. Som voksen mindes man de glade somre med masser af fri leg og uhæmmet fantasi. Lad os håbe, at Sanne Schlägelberger med sin glade oplæsningsbog lokker sine små lyttere til selv at lege af livets lyst!

Køb Dræbersneglen og andre megaseje historier om sommerlandets helte online

Skriv et svar