Den dag jeg glemmer

Debutforfatteren Adam Silvera bor i Bronx og hans ungdomsroman ”Den dag jeg glemmer” tager da også afsæt i den fattige side af storbyen.

Her finder vi bogens hovedkarakter Aaron Soto, der bor i en etværelses lejlighed med sin mor, der passer to jobs. Aarons far har begået selvmord i familiens badekar, hvilket plager Aaron. Faren har specifikt givet Aaron skylden for det. Derfor har Aaron også forsøgt at tage sit eget liv.
Nu er det efterhånden begyndt at lysne lidt. Han har en sød kæreste i Genevieve, og han har lige mødt Thomas, der er ny i kvarteret.

Da Genevieve rejser væk på et kunstophold i sommerferien, er Aaron alene tilbage med sin nye ven Thomas. De knytter hurtigt et varmt og tæt venskab, men der er flere følelser på spil fra Aarons side. Han er overrasket og usikker over sine følelser. Han ved ikke hvad, Genevieve og Thomas mon vil sige til nyheden om, at han er lun på en fyr.

Aaron føler, at presset på ham er så stort, at han ikke kan overskue det. Derfor bliver han hurtigt optaget af reklamerne for Leteo instituttet, der giver muligheden for at få fjernet minder. På Leteo instituttet kan de slette uønskede minder fra din erindring. Men er det løsningen for Aaron, og hvad kan der ske, hvis man vælger sådan et indgreb?!

Romanen sætter fokus på de minder vi har med os, og som skaber vores identitet. I dette tilfælde drejer det sig om homoseksualitet og selvmord. Men Adam Silvera forsøger også at skildre teenagerlivet i den fattige del af USA. Her er kriminalitet og fordomme en del af hverdagen.

”Den dag jeg glemmer” har fat i nogle centrale problematikker. Læseren vil kunne nikke genkendende til de kampe, man som ung gør sig i forhold til at ”passe ind” og blive accepteret.

Bogen rejser spørgsmålet om hvorvidt vores personlige kampe, traumer, tab og smerter kan bruges konstruktivt fremadrettet i livet, eller om det er ønskværdigt at slette dem – hvis man kunne.

Adam Silvera har fundet mange gode ingredienser frem til en vellykket ungdomsroman, men kompositionen er ikke optimal. Der er ydermere al for mange gange, hvor jeg som læser sidder og stiller spørgsmålstegn til plottet.
Tematikken er glimrende, men jeg føler mig ikke overbevist i tilstrækkelig grad. Fortællingen rummer al for mange usandsynligheder – selv hvis jeg går med på præmissen om Leteo instituttet.

”Den dag jeg glemmer” er imidlertid en rørende roman, der har fat i nogle vigtige emner: selvmord, modgang, fattigdom, homoseksualitet, homofobi, sorg, venskab og kærlighed. Det gør den værd at læse trods de usandsynligheder, der vækker irritation undervejs.

Køb Den dag jeg glemmer online

Skriv et svar