Børnenes rekordbog 2014

Sejt, skørt og skægt! Sådan kan Børnenes Rekordbog vel bedst beskrives med sit festfyrværkeri af rekorder i børnehøjde.

Børnenes Rekordbog kan i år fejre et flot 25 års jubilæum. Bogen viser da også i fuldt flor, hvor fantastiske resultater børn overalt har opnået, når de har ydet deres bedste i ambitionen om at slå en rekord.
Årets rekordbog byder på i alt 1100 rekorder, hvoraf hele 450 er nye.
De mange rekorder er inddelt i afsnittene flest, mindst, størst, længst, højest, hurtigst, maraton, samlinger og andre rekorder. Samtidig er der god hjælp at hente bagerst i bogen i stikordsregistret, hvis du er på udkig efter noget særligt.

Læsningen af Børnenes Rekordbog er et farverigt og festligt bekendtskab med børns enorme fantasi og imponerende formående, når de alene eller hver for sig sætter sig for at slå en rekord. Bogen afspejler masser af gå på mod og kreativitet udi at skabe sin helt egen rekord.
Desværre er der kun ganske få billeder af de mange fantastiske rekorder, og det er virkelig synd og skam! Læseren fortjener i den grad, at kunne visualisere hvad den enkelte rekord handler om, og hvor imponerende den har taget sig ud. Det er en om´er.

Med sine 25 år er rekordbogen blevet en populær og elsket børneklassiker. Bogen kan bruges til ren underholdning, men er også en skatkiste af ideer til projekter og sjove udfordringer, børn og unge kan kaste sig ud i alene eller sammen, når der afholdes fest og andre sociale arrangementer. Her er opgaver og ideer på alle niveauer, så glæd jer til at blive inspireret til selv at prøve kræfter med alt det seje, skøre og skægge!

Køb Børnenes rekordbog 2014 online