Category "Museum"

23feb2015

Museumsgården Karensminde drives som et traditionelt landbrug i årene 1920-1940.
Husdyrene er er af gamle dansk racer og omfatter heste, kvæg, grise, får, geder, fjerkræ og kaniner. De gamle husdyrracer anvendes ikke længere i moderne landbrug og derfor er visse arter i dag truet af udryddelse. Stuehuset er møbleret. I stuerne sidder kvinderne og laver håndarbejde på aktivitetsdagene. Køkkenet er udstyret med velfungerende komfur. På aktivitetsdagene laves der mad eller bagværk i køkkenet, eller der arbejdes i vaskehuset.

23feb2015

Et kulturhistorisk museum midt i Odense, hvor der er udstillinger om Fyns oldtid og forhistoriske menneskers levevilkår. Der er bl.a. offerfund fra stenalderen og helt frem til vikingetidens skattefund. En stor del af de udstillede oldsager er såkaldte Danefæ og udlånt af Nationalmuseet. Et virkelig spændende museum for de lidt større børn.

23feb2015

Spændende museum med løbende aktiviter for børn og voksne. Der er noget for alle aldersgrupper. Såvel udstillingerne som omgivelserne er året igennem ramme om en lang række begivenheder og aktiviteter for både store og små. Museets største attraktion er Grauballemanden, et mere end 2000 år gammelt moselig. Medbragt mad må spises i museets udendørs cafeteria.

23feb2015

Morslands Historiske Museum – Moler Museet viser en flot samling af 55 millioner år gamle fossiler
og fortæller historien om molerets dannelse, og udnyttelsen af det i nyere tid. Der er “værksted” med mikroskoper, hvor du selv kan undersøge moleret.

I det smukke område findes en natursti, som fører gennem en af molergravene og forbi udgravede huse fra vikingetid og middelalder. Den nye historiske- og geologiske Tids-sti er en rejse fra jordens skabelse og frem til vor tid.

20feb2015

Grønlandsfareren Knud Rasmussens hus ligger i den smukkest tænkelige natur på en bakke med udsigt over havet. For at komme derop, skal man gå op gennem klitterne, og her skal man have godt med tøj på, hvis det blæser, for så er det koldt.

Huset er indrettet som museum, og helt små børn kan have svært ved at forstå alle de detaljer omkring Knud Rasmussens liv, som man bliver præsenteret for, men selvom man er lille, er det et spændende sted, for der er ægte bjørneskind fra Rasmussens egne ekspeditioner, en fantastisk brændeovn, der ser ud som om, den er ved at eksplodere og spændende billeder på væggene af eskimoer og vilde dyr.

Åbent april til oktober.

20feb2015

Helsingørs Bymuseum ligger i hjertet af Helsingørs gamle bydel. På museet kan børnene gå på oplevelse i de historiske kister. Man får nøglerne udleveret af museumsværten og kan, når man løser opgaverne, lære mere om fortidens Helsingør.

Børn og deres voksne kan også nærstudere den store model af Helsingør, som byen så ud i 1801. Der er mange små sjove detaljer og mange af husene findes stadig rundt omkring i gaderne.
I udstillingen om byggeriet er der et gammelt dukkehus med beboere og inventar.

20feb2015

I 1934 blev vikingeskibet fundet sammen med 11 andre mindre grave, som indeholdt forskelligt gravgods.En høvding blev i omkring år 925 gravlagt i sit skib sammen med sine heste, hunde og øvrigt gravgods . Graven er senere blevet plyndret, måske af en konkurrerende stormandsslægt, som har vist sit overherredømme på denne måde.I dag er graven blevet bevaret køligt bag en montre af glas, hvor det ligger som et tavst vidne om svundne tider.I forbindelse med billetsalg er der en udstilling, som omhandler de øvrige fund, der er gjort i området.

20feb2015

Melstedgaard er et levende museum med de dyr, der hører sig til på en rigtig bondegård. Der bages, laves mad, spindes, væves, farves garn og støbes lys m.m. I sommerferien er der en fåredag og en gededag, og i august besøger Bornholms Køreselskab Melstedgård med masser af flotte gamle hestevogne, Sensommer og efterår vises der gammeldags høst. I efterårsferien er der daglige aktiviteter. Der er endvidere folkedans på Melstedgård hver anden søndag sommeren igennem.

20feb2015

Kongernes Jelling er navnet på det formidlingscenter, ganske tæt på Jellinghøjene og runestenene, som fortæller dig historien om tiden, da Jelling var centrum i den danske historie.
Den permanente udstilling i Kongernes Jelling følger monumenternes historie fra deres opførelse for mere end 1000 år siden og frem til i dag. De to runesten står centralt i udstillingen som kilder til 900-årenes historie, rigets samling, kristendommens indførelse og kongemagtens tidlige år. Udstillingen fortæller også om Jellingfundenes betydning for udforskningen af Danmarks oldtid og om den indflydelse, Jellingmotiverne har haft på kunst og kunsthåndværk, om Thyras sagnomspundne position som danernes stærke, kristne dronning.

Kongernes Jelling formidler på en børnevenlig og levende måde. Der vises fx film og udstillingens indhold får interesse og opmærksomhed qua muligheden for at besøge højene, kirken og se runestenene få meter fra museet.

Tip: Medbring madpakke og spis nær ved kirken – overfor museet – hvor der findes flere borde med bænke.

20feb2015

Kom du på landet som barn, eller boede du der? Kan du huske duften af kaffe og madmors flittige hænder? Kom til Skarregaard og genoplev de svundne dage. Tag dine børn eller børnebørn med og giv dem en oplevelse, de sent vil glemme. Gå omkring i stald og stue eller trav en tur i det storslåede landskab. Fredet vildtreservat. Gårdens marker drives med økologisk planteavl og fårehold. Butik, legeplads, kæledyr og kaffe med hjemmebag. Natursti.