Fugl Fønix i Tivoli i efterårsferien!

Igen i år er vi blevet inviteret i Eventyrteatret for at anmelde deres efterårsforestilling, og igen i år, er både min datter Diana og jeg skeptiske, for hvordan skal de dog toppe sidste års forestilling, for ikke at tale om de forrige års?
Vi bliver atter mødt af en allé af Eventyrbørn, der hver især byder os velkommen med en lille sætning, der relaterer til årets forestilling – og igen i år synes jeg, at det er noget alle burde opleve og ikke kun gæsterne til premieren.
Desværre er det jo ikke praktisk en mulighed, men imponerende er det immervæk at gå langs stien mødt af de mange Eventyrbørn i flotte kostumer fra forestillingen ”Fugl Fønix”.

Når man nu går gennem Tivoli udenfor åbningstiden, ser man også en masse af det arbejde, der går forud for en åbning af deres Halloween sæson. Kæmpeedderkopper, der på meget kort tid har spundet et spind af ”uhygge”, heksehatte, for ikke at snakke om græskar i alle størrelser – og alt dette giver en kontrast til Glassalen, hvor Eventyrteatret spiller igen i år. Glassalen er som skabt til denne forestilling, og vi glæder os rigtigt meget til at se, hvordan de dygtige unge mennesker, vil fortolke dette gamle sagn om Fugl Fønix.

Selve forestillingen
Vi bliver hurtigt klar over, at forestillingen ”Fugl Fønix” er meget mere end blot en handling om den sagnomspundne Fugl Fønix, vis tårer har helbredende kræfter og som genfødes og dermed regnes for at være udødelig.
Forestillingen handler om den store og stærke fyrst Vladimir, der udlover en belønning i form af diamanter til den, der skaffer ham Fugl Fønix, som skal være kronjuvelen i hans samling af fantastiske fabeldyr, der dog alle er udstoppede. Tataren Dimitri tilbyder sig til opgaven, selvom han og hans søster tilhører denne forhadte slægt. Dimitri ved dog ikke, at Fugl Fønix har valgt hans søster Irina som sjæleven, og hvad vil der ske, hvis Dimitri virkelig finder Fugl Fønix for at nedlægge den til denne Fyrst Vladimir?

Vi møder også en lille flok Gnomer, et naturfolk, som har til opgave at beskytte Fugl Fønix. De bygger en dejlig rede til den, men spørgsmålet er jo, om Fugl Fønix overhovedet får brug for reden, når nu Dimitri er efter den…
Vi oplever en pigegruppe Miav Power, der har en mistænkelig lighed med Pussy Roit. De har hjertet på rette sted, og sammen med Dimitris lillesøster Irina, Gnomernes Zavod forsøger de at hjælpe Fugl Fønix.

Meget underholdende er den russiske bjørn Misha, som elsker at blive krammet og kløet. Vi stifter bekendtskab med Fyrst Vladimirs lille ”honningkrukke” Svetlana, der er pænt glad for magt, og hvad der følger med af rigdom, og vi ser en masse kosakker, der i den grad kan kosakdans, så selv virkelighedens kosakker vil blive misundelige – og så møder vi Fyrst Vladimirs Babushka. Hans bedstemor, som han boede hos, da han var lille. Skal jeg lige knytte lidt personligt til denne Babushka, så kunne jeg sagtens komme i tanke om nogle stykker rundt omkring, der kunne have brug for deres helt egen Babushka, for hun er da en myndig dame, der ikke accepterer urene negle eller dårlig opførsel – men det er jo en helt anden historie…

Vi møder også Fyrstens hemmelige politi, der er så hemmeligt, at selv ikke Fyrsten kender til det. De kommer med det ene guldkorn efter det andet, så hele salen ligger flade af grin. Her får vi bl.a. forklaring på, hvad ordene ”kovending” og ”bagvaskelse” reelt betyder – hvilket får mig til at glemme, hvor jeg er, og bare skriger af grin og klappe højlydt (undskyld til dem omkring mig).
Hvordan historien ender, tja, der skal nok ikke meget fantasi til at gætte, det er jo Eventyrteatret. Men tag et smut omkring Glassalen og få hele historien, se persongalleriet og hør musikken – jeg vil love jer, at I ikke vil fortryde det.

Eventyrteatret har gjort det igen
Nu vil jeg sige, at fra den første sang, sad jeg og fik gåsehud, ja, der var faktisk flere gange under forestillingen, hvor jeg lige måtte vende mig mod min datter for at se, om hun havde det på samme måde. Vi var begge mere end begejstret.
Denne forestilling hænger bedre sammen end noget jeg har set tidligere, den er et mesterværk af dimensioner, og igen må jeg sige, at de etablerede teatre godt kan pakke sammen – de hverken kan eller vil kunne nå Eventyrteatret i kvalitet, skuespilpræstationer eller sangteknikker. Her har vi at gøre med unge mennesker – ja, jeg ved det godt, jeg siger det hele tiden, men jeg er virkelig imponeret af hvilken talentmasse, som Eventyrteatret råder over – og jeg ved det (igen), jeg har truet de unge mennesker før, men gør det lige igen – hvis ikke I alle går teatervejen/musical vejen, så skal jeg komme efter jer…
Susanne Vognstrup (Eventyrteatrets leder), du har skabt noget enestående og unikt, og det fortsætter du med – ellers kommer jeg også efter dig….

Det er talent ud over alle grænser, hverken i Danmark eller i det store udland findes noget lignende, og jeg kan faktisk se flere af de medvirkende stå på scener på Broadway og i Hollywood. Det her er bare for godt til at smide væk.
Når det så er sagt, så er min datter og jeg også virkelig imponeret af både historien i forestilling ”Fugl Fønix” samt de mange sange. Vi finder historien skrevet af Gunvor Reynberg fantastisk, den har en helhed og hænger FABELAGTIGT … godt sammen, og musikken af Christian Dahlberg er fantastisk. Jeg troede ikke, at jeg skulle få en ny eventyrteater favorit efter Jokul sangen, men jeg måtte tage mig i at hyle op, klappe som en vild gennem hele gnomers sang om Frihed – kæft det var godt (ups, jeg bander jo ikke) hold da op, det var godt.
Heldigvis købte vi CD’en. Sangene er virkelig virkelig velskrevet og ørehængende – og ”irriterende” catchy. Som lidt ekstra, så kan vi nyde Michala Petris smukke fløjtespil på et par af numrene.

Nu er det jo sådan, at vi plejer at købe billetter til endnu en forestilling, det gjorde vi også denne gang – men da vi efter forestillingen mødtes med resten af vores familie, og glædesstrålende fortalte om forestillingen, udbrød min voksne søn, at han var en smule træt af at høre om dette, så nu ville han ind og se, om det virkelig var så godt, som vi påstod. Så enden blev, at vi måtte købe billet til Dianas storebror også – vi vil vædde med, at han bliver lige så imponeret som os.

I år vil vi ikke kun anbefale børn og unge at tage deres forældre, bedste forældre, oldeforældre og tipoldeforældre med. Vi vil udvide det, så det er et must at tage hele vejen og/eller byen med, for det er bedre end godt, det er et mesterværk af dimensioner, det ypperste af det ypperlige – det er Eventyrteatret, og vi er solgt.

Diana og jeg er denne gang rørende enige om stjernefordelingen.Vi giver 6 fuldfede og lysende stjerner til ”Fugl Fønix”, faktisk giver både Diana og jeg 6 stjerner hver – det må da give 12 stjerner, ikk’, men ok, vi må holde os til reglerne og kaste vores 6 ud af 6 stjerner afsted mod eventyrteatrets ”Fugl Fønix”, og havde vi flere stjerner at give ud af, så fik de også dem.

Eventyrteatret har det helt rette navn, for det var eventyrligt at være vidne til en forestilling, der med det åbenlyse budskab, viste os alle en historie fuld af kærlighed, lyst og mod.
Det lidt ældre publikum, vil se en forestilling mesterligt fortolket med nogle stærke politiske holdninger, sammenholdt med sange i verdensklasse og med en gruppe unge, der viser, at de elsker at stå på en scene og gøre, hvad de virkelig brænder for. Det lidt yngre publikum vil se en forestilling, med gode sange, humor og glæde og en super fantastisk og fangende historie. Der er noget for enhver smag i årets familiemusical ”Fugl Fønix” fra Eventyrteatret.

6/6 fuldfede stjerner til Eventyrteatret
6/6 fuldfede stjerner for den gribende historie
6/6 fuldfede stjerner for den imponerende scenografi
6/6 fuldfede stjerner for den helt fantastiske musik
6/6 fuldfede stjerner for Eventyrteatret, der kan, vil og gør det bedre end nogensinde.

Forestillingen vises i Glassalen i Tivoli, hvor Eventyrteatrets ”Fugl Fønix” spiller frem til d.18. oktober. Husk, at indgangen til Tivoli som altid er med i prisen. Se evt. spilledage, tider og mere info på www.eventyrteatret.dk

Billeder fra forestillingen er af Ole Mortensen.