Børnefødselsdag med julemanden

Børnefødselsdag med julemanden

Jeg har en datter, som er født i december lige midt i al juleræset og folks travlhed. Samtidig har det den udfordring, at når det bliver hendes tur til at holde fødselsdag for børnehaven, så har de været afsted 15 gange før – og været udsat for en masse kreative og spændende indslag.

Da Sofie skulle holde sin 4 års fødselsdag for børnehaven satte jeg hjernen i blød for at finde på noget sjovt og anderledes for børnene. Det skulle jo være noget, som ville hitte og noget de ville snakke om og kunne huske.

Der skulle komme 20 børn i 2 timer og alle i 4 års alderen, dvs der skulle ikke være en masse kringlede lege, som ville tage alt deres tid, og som de måske ikke ville forstå. Skattejagt var udelukket, for det havde de været udsat for et utal af gange til de andre fødselsdage.

Så jeg tænkte…….december, jul, julemand…..hhmm jeps – julemand. Det var da oplagt i december måned. Jeg arrangerede derfor, at en af vores gode venner skulle komme og være udklædt som julemand og dele slikposer ud.

Bordet var dækket op på gulvet – rød papirsdug og paptallerkner med julemandsmotiv. Muffins var pyntet med rød glasur og glansbillede af julemanden. Børnene sad på gulvet, hvilke sparede en masse plads mht stole, men faktisk også var ret hyggeligt.

Børnene fik boller med forskelligt pålæg, hyggede sig og sang fødselsdagssang – og pludselig midt i det hele ringede det på døren. Min datter var meget forundret over, hvem der ringede på lige når hun havde gæster, og da hun hørte ‘ho ho ho’ stivnede hun helt og så meget overrasket ud.

Ind kom selveste julemanden og tænk – han var taget helt herned bare for at dele slikposer ud på hendes fødselsdag…… Det var stort. De andre børn måbede og jublede – og de kvikke drenge sagde straks – ganske som ventet ‘Det er jo bare Sofies far’ – men da Sofies far så kom ind af den anden dør, så kunne det nok være, at de blev noget stille. Fandtes julemanden virkelig?

Helt bevidst havde jeg valgt en ven til at komme og være julemand, for der skulle ikke være nogen, som kunne afsløre ‘Sofies far’ bag udklædningen – og det gav lige det sidste pift.

Julemanden gik rundt blandt børnene og snakkede med dem om, hvorvidt de havde været søde – og børnene var ellevilde og fortalte og fortalte. Sjovt nok havde alle uden undtagelse været søde. Det var en stor oplevelse for alle parter – både fødselsdagsbarnet, gæsterne og os forældre, som fik stor glæde ved at se børnenes begejstrede ansigter, da julemanden trådte ind.

Den dag i dag 1½ år senere, snakker børnene stadig om Sofies fødselsdag, hvor selveste julemanden kom på besøg, så det var virkelig et hit – og en super ide midt i december måned.

Helle Hansen
Sjovforbørn.dk

casino

Skriv et svar