Monsterland

Flot finish, en super sej spilleplade, skøre ord og en helt igennem herlig spilleoplevelse kendetegner familiespillet ”Monsterland” fra Game InVentorS.

Der er uhygge for alle pengene når ”Monsterland” kommer på bordet, men også masser af smil og sjov. Ideen er, at spillepladen udgør forlystelsesparken ”Monsterland”. Når natten falder på hjemsøges parken af monstre. Engang var de selv børn, men de nåede ikke ud før lukketid og blev forvandlet til uhyggelige monstre.

Nu er det så spillerne, der er på den! Monsterland er lukket men du – og de andre – er ikke nået ud, og de grumme monstre vil kun lade én slippe ud, når porten åbnes igen.
Glæd jer til et møde tissemonstret, drillemonstret og skyggemonstret m.fl. Det ér en vanvittig og tosset monsterverden; men hvor er det bare skægt!

Spillet går ud på at hver spiller skal forsøge at skræmme de andre børn vha. af forskellige virkemidler og få dem længere ind i Monsterland mod monsterets mund, mens man selv skal søge ud mod porten. Kort sagt er tingene vendt på hovedet: det handler om at komme sidst!

Reglerne tager lidt tid at komme ind i, men motivationen er høj, når spillepladen er gakket og genial som denne. Hver spiller har fem kort og skal spille ud til den næste deltager. Kortene gemmer på skræmmekort og forsvarskort plus kort, der gør det muligt at flytte sig selv tilbage ligesom der er kort der slår andre kort.

”Monsterland” kalder på snilde og overblik i spillet om at slippe helskindet igennem natten og ud til friheden. Ungerne vil knuselske den skøre, skægge og skæve monsterverden med uhygge og alt det grumme. Der er et fint flow, og spillet er klaret på under en halv time, så der er garanti for at holde opmærksomheden 100% fanget hos familiens yngste. Skræmmende skægt!

Læs mere

Skriv et svar