VENINDER FOR ALTID 6. HUNDEBALLADE

”Veninder for altid” er en populær tøseserie for piger mellem 8 og 12 år. Velskreven, veloplagt og vældig populær blandt målgruppen ikke mindst! Serien har stor succes med at skildre pigelivet blandt fire veninder i en 6. klasse. Forklaringen på at det lykkes så godt er måske, at forfatteren er den kun 24 årige Camilla Wandahl, der dermed har ungdommen meget nær sit eget liv.

I bog nummer seks ”Hunde-balade” er det Ane og Tammy, der er hovedpersonerne. De to piger har begge to kærlighedsproblemer, men på hver deres måde, og så får Tammy sin sag for, da hendes mormor er kommet på hospitalet, og morfar kan ikke passe deres hund Flicka alene. Flicka flytter ind hos Tammy, på prøve, men det skal vise sig at hunden er lidt af en ballade-hund! Stakkels Tammy er bange for at miste sin elskede hund, men får hjælp fra klassekammeraterne. Ane kæmper med at hitte ud af, om hun mon er mest forelsket i Morten fra klassen eller Asger i København der bor nabo med hendes far?

Bogens kapitlers skifter synsvinkels fra henholdsvis Tammy til Ane, men for at hjælpe den unge læser godt på vej er der foran hvert kapitel vist en lille stregtegning af den person, der fortæller det pågældende kapitel, så det er nemt at følge med. Det er en rigtig fin detalje, da det for en del af de unge læsere kan være lidt svært at skifte synsvinkel. Bogen er sjov og spændende, med fokus på det hverdagsrealistiske og genkendelige.

Uden at kunne sætte en finger på hvor og hvorfor, synes jeg imidlertid at bogen savner mere dynamik og energi. De tidligere bøger i serien forekommer at fungere bedre og være endnu mere spændende, men jeg er ikke spor i tvivl om at de trofaste fans af serien vil være glade for bogen. Alligevel synes jeg det er tydeligt at serien om de fire veninder lakker mod ende og emnerne er brugt ud. Det har været et herligt og flot møde der varmt kan anbefales. Slutningen – den syvende bog – snupper vi selvfølgelig også da finalen høre med.

For nuværende fortjener bogen om hundeballade ros, fordi det er let og ligetil lystlæsning der vil appellerer til mange piger med god gedigen underholdning. Serien om de fire veninder, deres familier og klassekammerater er en fin pendant til de mange hestebøger, som ikke alle piger har lyst til at læse. Enkel, nem og særdeles fin til lystlæsning i massevis, sådan som både forældre og lærer nyder at se. Tøserne vil absolut føle, at serien har noget vedkommende at fortælle på trods af dens enkelthed og forudsigelighed.

Køb VENINDER FOR ALTID 6. HUNDEBALLADE online