Test dig selv

De fleste kvinder må – hånden på hjertet – indrømme, at de føler sig godt underholdt i selskab med ugebladenes ”test dig selv”. Der er noget fascinerende, fængslende og også lidt fjollet ved at begive sig ud i en test, der fx lover at kunne beskrive dit karaktertræk eller afdække andre sider af dit liv. Men vi elsker det alligevel.

Det samme gør vores døtre! Og der skal selvfølgelig også være plads til at man lader sig underholde. Når det er sagt, så byder ”Test dig selv – Alt om drenge, veninder, kærester, selvtillid og sjov” på mere end bare hygge og skæg.
De unge piger kan se frem til at reflektere om små og store emner, som gør dem klogere på sig selv – og hinanden. For bogen ”Test dig selv – Alt om drenge, veninder, kærester, selvtillid og sjov” er alle tiders morsomme tidsfordriv for to tøser eller en flok klassekammerater. Det er en skøn bog at bruge til socialt samvær, hvor man skal fnise sammen og alligevel samtale om sine tanker.
Bogen er uhøjtidelig og let i sin tone. Måske mangler der netop en indledning, der præciserer bogens præmis. Som ung skal man guides udi at læses svar på tests, og det hjælper bogen ikke sin læser med. Desværre.

I ”Test dig selv – Alt om drenge, veninder, kærester, selvtillid og sjov” er der tests om lidt af hvert – lige fra ærlighed, kærlighed, humor, træningsform, selvværd og afhængighed af mobiltelefonen. Der er en lille overvægt af spørgsmål om kærester og kærlighed.

”Test dig selv – Alt om drenge, veninder, kærester, selvtillid og sjov” er en underholdende og velformidlet quiz. Her er masser af referencer til aktuelle navne, og bogen indfanger dermed på glimrende vis den energi og de interesser teenagepiger anno 2015 dyrker. Undervejs vil læseren blive underholdt, overrasket og forhåbentligt også en smule klogere!
Jeg er vis på, at din teenagedatter vil knuselske dig, hvis du forære hende denne bog!

Køb Test dig selv online

Skriv et svar