Kille med far til fodbold

Drenge elsker fodbold! I hvert fald rigtig mange af dem – og bogen her om drengen Kille, der må tage med sin far til fodboldkamp i Parken er et mesterspark fra Benn Q. Holm. En alle tiders morsom og ”velspillet” fortælling, fristes man næsten til at sige!
Det er både spændende, lærerigt og skægt, at følge Kille på hans tur med far og de voksne ind i Parken, til sæsonens sidste kamp og afgørelsen af mesterskabet.

Det bliver da også en helt ny verden Kille møder, da han for første gang skal med til fodboldkamp.
Benn Q. Holm skildrer på morsom vis, hvordan de mange pudsige ord og begreber, der knytter sig til fodboldens verden, virker på Kille. Det er i sandhed mærkværdigt at lytte til de voksne, der taler om ”saksespark”, ”en grim kamp” og et spil der ”flyder”. Og hvor opfører de voksne sig underligt! Helt gakkede med råb, skrig og helt anderledes regler end til hverdag. Kille synes både det er sært og spændende på én gang.

Bogen om Kille er skrevet af Benn Q. Holm og rigt illustreret af Rasmus Bregnhøi, der rammer plet med sine glade og let ironiske streg.

Med fortællingen om ”Kille med far til fodbold” er der lagt op til en rigtig hyggelig og dejlig hverdagssnak, om glæden og fascinationen ved fodboldspillet. Mon ikke rigtig mange boldglade unger vil nyde, at læse en genkendelig fortælling som denne.
Benn Q. Holm har atter skrevet en flot børnebog, der vil blive læst med stor fornøjelse!

Køb Kille med far til fodbold online

Skriv et svar