H.C. Andersen – De Mest Elskede Eventyr

Smukt, indlevende og uhyre æstetisk. Sådan kan forlaget GLOBES nye samling af 24 af H.C. Andersens eventyr for børn og voksne bedst beskrives.

Med bogen “H.C. Andersen – de mest elskede eventyr” får læseren en fryd for øjet og en gave for fantasien.
De 24 eventyr er lig med visdom, varme og velmenende ord. For nede i de eventyrlige historier gemmer der sig så megen visdom, der kalder på eftertænksomhed. Som få var H.C. Andersen menneskeklog og i besiddelse af en sjælden stor indsigt i den menneskelige psykologi. Derfor kan de 24 eventyr i lige høj grad nydes af små som store læsere. Den særlige sproglige virtuositet forfatteren besad, er ganske fint bevaret i Lars Serritslevs nænsomme løft og modernisering af teksterne.

Illustratoren Sidsel Brix har sørget for nye tegninger, der på fornem vis matcher H. V. Andersens finurlige og fantastiske univers.
På en magisk, opløftende og let måde sender Sidsel Brix tankerne af sted ud i eventyrets vidunderlige verden. Der er noget næsten naivt, barnligt og poetiske i hendes smukke og glade streg, der klæder eventyrene så umådeligt godt.

GLOBE har med sin store smukke pragtudgivelse sat H.C. Andersens eventyr ind i en ramme de fortjener! Flot, elegant og storladent. Intet mindre.
H.C. Andersen var måske nok en beskeden person, med kritisk sans i forhold til det etablerede samfund, men hans forfatterskab er på alle måder imponerende og stort. Derfor er det da også herligt at se kendte som lidt mere ukendte eventyr blive præsenteret her i denne store dejlige eventyrbog. Lad den endelig blive købt, læst og nydt igen og igen!

Køb H.C. Andersen – De Mest Elskede Eventyr online

Skriv et svar