En halv Hannah

Ensomhed, generthed, uforløst sorg og kærlighed. Det er store emner, Louise Roholte tager fat på i bogen ”En halv Hannah”, om den 13-årige Hannah og en hel særlig sommer.

Hannah føler sig utilpas og upopulær i sin skoleklasse, hvor pigen Cecilia styrer. Hjemme er det ikke helt let selvom far og mor er søde. Hannahs mor er stadig ked af, at Hannahs tvillingesøster Rebecca døde som lille af vuggedød. Hannahs fødselsdag er en svær dag, der både er fyldt af glæde og vemod. De besøger Rebeccas grav. Hannah oplever sig selv som indadvendt, stille og genert. Alt for tilbageholdende. Mor og far fortæller altid om, at Rebecca var en lille udadvendt, frisk og aktiv baby med masser af mod på tilværelsen. Bare Hannah var sådan!

Sommerferien står for døren, og familien skal igen på camping. Uden at vide af det, kommer Hannah til at præsentere sig som sin afdøde søster Rebecca. Det er som om, Rebeccas navn giver hende overskud og mod. For første gang lykkes det Hannah at være social og hygge sig med andre unge. Men hvordan undgår Hannah, at mor og far opdager, at hun har taget Rebeccas navn?
Værre endnu bliver det, da Hannah og drengen Benjamin knytter et tæt bånd. Og hvordan skal Hannah tage sit nye selvsikre ”jeg” med i skolen efter sommerferien og få en god skolestart?

Bogen om ”En halv Hannah” sætter fokus på, hvordan børn og unge kan mistrives i en klasse, og især hvordan, fastlåste roller kan være uhyre vanskelige at bryde ud af. Et uhyre vigtigt emne! Som sådan giver ”En halv Hannah” ikke læseren en løsning udover at tro på, at det kan lade sig gøre at vise andre sider af sig selv. Selve fortællingen om Hannah, hendes problemer i skolen og hvordan familien fungere, er formidlet flot. Det samme er hele afsnittet om sommerferien, der er super spændende læsning. Slutningen halter i mine øjne en smule. Det virker ganske enkelt ikke plausibelt.

Louise Roholte fortjener stor ros for at sætte fokus på børn, der har det svært i deres klasse. En mistet søskende og ubearbejdet – eller uforløst – sorg i en familie, er også særdeles vigtigt at belyse i gode bøger. ”En halv Hannah” er en varm og vedkommende bog i Carlsens ”Sommerfugleserie”. En række af dejlige bøger om hverdagslivet på godt og ondt.

Køb En halv Hannah online

Skriv et svar