Ripleys attraktioner i København

I Københavns indre by finder man 4 spændende museer, som på hver deres måde fanger børn og voksnes opmærksomhed.

Guinness World Records Museum
Her er alverdens sjove rekorder samlet under et tag. 1000 m2 museum på Strøget fyldt med spændende rekorder indenfor sport, kunst, musik, natur og videnskab.

Flere er illustreret med fotos, udstillinger, voksdukker mv. – f.eks. kan du ”møde” verdens højeste mand – stille dig ved siden af ham, og se, hvor meget du måler til sammenligning. Eller hvad med at sidde ved bord med verdens tungeste mand, som vejede hele 485 kg.

Du kan også se verdens længste skæg, største spegepølse, og en masse store grøntsager og mange andre finurlige ting, ligesom du kan prøve at sidde i en dragracer, cykle om kap eller teste din hurtighed.

Det gode ved dette museum, når man har børn med, er netop at de kan være aktive selv, og prøve forskellige ting af…… det fangede vores børn meget, og de er 7 og 10 år.

Mød også den metalspisende mand, som rent faktisk har spist 18 cykler, 15 indkøbsvogne, 2 senge og 7 fjernsyn – og flere utrolige ting. I baggrunden kører små film ved nogle af udstillingerne, hvor man f.eks. kan se den rigtige metalspisende mand, og den rigtige højeste mand mv. Det er lidt sjovt at se.

Et anderledes museum, hvor man kan gå på opdagelse blandt alverdens skøre rekorder. Vores børn var meget optaget af de forskellige sjove ting på dette museum.

Mystic Exploratorie
Sammen med Guniness World Records Musum ligger også Mystic Exploratorie. Det er ikke så stort et museum, men her kan man udforske mærkelige fænomener, og indimellem blive forskrækket, og mærke gyset.

Igen er det sjove, at børnene selv kan prøve noget – f.eks. den elektriske stol – hvis de tør………eller trykke på knappen og lad livstidsfangen komme i stødet.

Noget af det sjove, som vi voksne også blev betaget af, var det at danse med sit eget skelet – det er lidt pudsigt, og bestemt noget, der skal prøves.

Uden at røbe for meget, er der gys og grin for pengene – og alt efter hvor bange man bliver vil nogle nok opleve mere gys end andre. Der er fine lydeffekter, og finurlige døre der kan åbnes, hvis man altså tør, og der er en uendelig ekkobrønd og mange andre sjove ting.

Oplev også kirkegårds-stemningen, hvor børnene selv kan bestemme vejrudsigten ved at trykke på nogle knapper.

Ripley’s Believe It or Not Museum
Dette museum ligger på Rådhuspladsen tæt ved Banegården. Her kan man opleve mennesker, dyr og ting i underlige situationer, som du næsten ikke vil tro.

Også her er der forskellige prøvelser undervejs – som f.eks. at spille på harpe uden strenge, interaktive spillemaskiner og holde balancen i den roterende tunnel.

Der er masser af fotos og udstillinger med groteske ting. Vi blev blandt andet fanget af manden, der kunne poppe sine øjne ud – ret ubeskriveligt, og ikke noget man lige forestiller sig, at nogen kan.

Der er mange underlige og interessante historier, som fanger en på museet. Vores børn sprang meget af teksten over, og var mest interesseret i de ting, hvor de selv kunne prøve noget, eller hvor vi lige fortalte dem, hvad der stod, så med helt små børn skal man nok ikke tage derind.

H.C. Andersen Eventyrhuset
Sammen med Ripley’s Believe It or Not Museum ligger også H.C. Andersen Eventyrhuset – her måtte jeg desværre ikke tage fotos indenfor, så der er kun fotos fra forhallen.

På dette museum oplever man et meget spændende og ikke mindst fascinerende miljø med H.C. Andersens mange fantastiske eventyr illustreret med farverige udstillinger, spændende lyd og ikke mindst lyseffekter.

Tryk på knapperne og få fortalt – i kort version – de forskellige eventyrer – især Den Lille Pige med svovlstikkerne var jeg utrolig betaget af. Mine børn på 7 og 10 år synes det var et flot museum, men efter at have besøgt de tre andre, hvor der var flere ting de kunne være aktive med, synes de også, at det var lidt kedeligt, og de kunne ikke helt stå stille til at høre historierne til ende. Jeg som voksen, synes dog, at det er utrolig flot illustreret, og man bliver meget betaget af fortællingerne, når man står og ser på, hvad der sker.

Oplev hele H.C Andersens livshistorie – fra hans barndom til hans voksenliv og hans mange rejser rundt I verden.

Generelt
De fire museer kan besøges hver for sig, eller kombineres på kryds og tværs – ligesom de selvfølgelig kan ses alle sammen med en rabat på indgangsbilletterne. De forskellige muligheder, kan der læses meget mere om på http://www.ripleys.com/copenhagen/kobe-billetter/individuelle-kombi-billetter/
Vi nåede alle fire museer på en dag, men hvor lang tid de hver især tager, afhænger jo af, hvor meget man fordyber sig i dem hver især – og hvilke man synes er mest interessante.

God fornøjelse

Helle Hansen
Skribent Sjovforbørn
Sommer 2014

Skriv et svar