Museum med røg og damp

Museum med røg og damp!

Når vi voksne overvejer hvilke seværdigheder som kan glæde ungerne mest, er det ofte de vilde forlystelser vi tænker på, men de mere rolige museer med god plads til fordybelse, leg og fantasi kan føre endnu større oplevelser med sig – blandt de bedste af den slags er Danmarks Jernbanemuseum i Odense.

Fantasi og fordybelse
Især for togglade drenge (små som store) giver museet gode muligheder for en både lærerig og sjov dag. Særligt for museet er at en stor del af de udstillede togvogne og lokomotiver må både berøres og bestiges og der er derfor både mulighed for at få stillet sin nysgerrighed, og for en rigtig god leg, på og I de mange tog.

Særligt kan fremhæves de gamle personkupéer hvor man kan forestille sig livet som rejsende på forskellige klasser, samt den flotte lokomotivsimulator hvor børnene kan ‘køre’ tværs over Fyn som loko-fører.

At museet er indrettet i en gammel togremise viser de mange store maskiner og togvogne i deres rette element og giver museet en helt særlig stemning. Udover personvogne og lokomotiver byder stueetagen på afdeling med kongevogne gennem tiderne, de berømte Wagons-Lits hoteltog (kendt fra f.eks. Agatha Christie og James Bond), samt en stor flot afdeling om færgehistorie med modeller, effekter m.v.

Aktivt museumsbesøg
Noget af det som gør Danmarks Jernbanemuseum til en god og overraskende oplevelse er alle de ting som gør det muligt for børnene selv at involvere sig og deltage aktivt. Bygningens første sal er således indrettet med PC-er med togspil, masser af LEGO-tog til fri leg på de store borde i børnehøjde og utallige panoramaer med modeltog som ved tryk på en knap bliver sendt ud i verden på oplevelse.

Det er sågar muligt at køre en fantasi-tur med den kendte Harry dukke fra reklamerne – eller, som mine tossede unger, beslutte at køre ham ned!

Der er også gode udendørs aktiviteter. Minitoget kører i fast rutefart (indendørs når vejret er dårligt) og har man kræfter til det kan man køre en tur hvor man selv pumper gang i en gammel Dræsine.

Endelig bør nævnes det gamle damptog som kører frem og tilbage med et par personvogne på baneområdet ved muséet – En stor oplevelse, især for de små – og som voksen kan man så glædes ved at se de måbende ansigter og tindrende øjne.

Alt det praktiske
Museet har åbent året rundt, men byder på ekstra aktiviteter i skoleferier og weekender. I højsæsonen kan man, i caféen, finde et mindre udvalg af mad og drikkevarer, og der er fine muligheder for at nyde medbragt mad både inde og ude.

Et kapitel i sig selv er den meget velassorterede souvenirshop hvor både små og store kan få et tog-relateret minde med hjem. Til de helt små er der f.eks. et kæmpe udvalg i det populære Thomas Tog, for de lidt større børn er der billedbøger, PC-spil, modeltog m.v. og selv voksne trainspottere kan supplere interessen med plakater, bøger, postkort og meget mere.

Se Fakta om Danmarks Jernbanemuseum her – Rigtig god fornøjelse !

Sus Warming

Skriv et svar